- noder og vejledning
Af John Søndergaard
35 sider, 75 kroner
Det Danske Bibelselskab
For et par år siden udkom 'Børnenes Computerbibel'. I den gengives en stribe af fortællingerne fra både det gamle og det nye testamente på vers af Johannes Møllehave, alle illustreret med collager af Lise Rønnebæk. Både vers og collager er enkle, ligetil at forstå for de yngste og fyldt med gode pointer og detaljer.
Sammen med bogen fulgte en cd, som fungerer både i cd-afspilleren og i computeren. I cd-afspilleren kan man høre en række af bogens tekster sunget af forskellige sangere til god sangbar musik af Jan Irhøj. I computeren vælter tolv spil frem med forskellige opgaver til et udvalg af bogens fortællinger. Samtidig med at man løser opgaverne, spilles de enkelte sange.
Nu, et par år efter bog- og cd-udgivelsen, har Bibelselskabet udsendt en vejledning hertil. Det er en vældig fin ide, for i bog og på cd er der ikke megen hjælp at hente med hensyn til, hvad materialet kan bruges til.
Vejledningen er overskueligt bygget op, fortæller først om installation af cd'en og indeholder dernæst konkret anvisning på, hvordan de enkelte opgaver skal løses, og ideer til, hvordan der i undervisningen kan arbejdes med materialet, samt hvilke supplerende aktiviteter der kan inddrages. Noder med becifringer til de enkelte sange er ligeledes aftrykt.
Det er en meget fin vejledning, med den i hånden er der nu ingen undskyldning for ikke at bruge materialet. Det er først nu, at det træder i karakter som et egentligt undervisningsmateriale. Selv om materialet hedder noget med computer, er der ingen grund til afvisning. Opgaverne, som løses ved hjælp af computerteknikken, supplerer ganske fint bogens fortællinger og sange. Eleverne vil givet blive godt engageret i arbejdet med de bibelske fortællinger.
Peter Green Sørensen
Kristendomskundskab
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.