Det har ikke været en nem beslutning. I efteråret snakkede Heine Kristensen med sin kone om muligheden for at stoppe og fik opbakning, og kort før jul sagde han det højt. Efter 25 år som faglig aktiv i kredsstyrelsen og 14 som formand for lærerkredsen i Middelfart, siger han stop.
"Det er et spændende arbejde som kredsformand. Jeg er i tidens løb blevet opfordret til at søge lederstillinger, men jeg har sagt nej. Som kredsformand får man stor indflydelse på det kommunale niveau, og i DLF er det spændende at sidde med i de processer, som en levende forening byder på", siger Heine Kristensen.
Han er ikke medlem af en A-kasse, så der er ingen indtægt i sigte, og han har ikke i sinde at vende tilbage til lærerjobbet på Lillebæltskolen, som han har orlov fra. Hans ønske er at se, hvad livet har at byde på.
"Min drøm er at se, hvad livet uden for lærerlivet og kredsformandslivet er. Jeg får tid til oplevelser, og jeg får friheden til at sige fra og til. Det er mig, der bestemmer", siger Heine Kristensen. "Det har været en fornøjelse at være med. De debatter og den udvikling kommer jeg virkelig til at savne. Det er med stor glæde, men også med stort vemod, jeg forlader jobbet. Det har fyldt så stor en del af mit liv".
Han mener dog, at han springer ud i et nyt liv iført solide seler. Selv om han i en periode ikke hiver indtægter hjem, kan han godt blive boende i huset. Og mulighederne skal nok komme, mener han.
Politisk karriere trækker
Rygter løber hurtigt. En stor artikel i Fyens Stiftstidende beskriver i dag Heine Kristensens farvel til fagpolitik. Og her til morgen tog Heine Kristensen mod et interessant telefonopkald.
"Det går stærkt. Jeg fik for en time siden den første henvendelse fra et af byrådets politiske partier, hvor jeg blev indbudt til en samtale. På den måde har man fået et stort netværk som kredsformand gennem så mange år. Hvad der måtte byde sig, er jeg meget åben over for. Og så er det mig, der bestemmer, hvad jeg vil", siger han, og afviseri ikke, at han har en fremtid inden for kommunalpolitik.
Farvel til formandens strikketøj
"Det har været en fornøjelse af være med. DLF er en fantastisk fagforening. Det finder man virkelig ud af, når man er på vej ud. Når man ser på det lidt udefra, som jeg er på vej til at gøre, må jeg sige, at Danmarks Lærerforening har nogle fantastiske diskussioner og en meget redelig måde at gøre tingene på".
Sådan sagde Heine Kristensen, da han i torsdags efter en konference om arbejdstid stoppede formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen for at fortælle ham, at han ikke længere som kredsformand skal være med til at give formanden faglige input.
Heine Kristensen kan tydeligt huske de kongresser, hvor Anders Bondo sad og strikkede og hæklede, mens han lyttede til Danmarks Lærerforenings kongres-talere.
"Vi er ikke så mange tilbage, der kan huske det", siger Heine Kristensen. "Anders Bondo var ked af at høre, at jeg stopper. Men samtidig ved han godt, at man skal lytte til sine drømme".
Kredsformand springer ud
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.