Tøsedrengene, Beth Hart og Tower of Power er nogle af de navne, som i år står på scenen i den store koncertsal i Amager Bio på Amager i København. Men i går aftes var scenen propfuld af 130 skoleelever, deres korledere, dirigent Jakob Høgsbro og tre musikere.
Lydteknikerne var på plads og eleverne var badet i professionelt lys, da en stuvende fuld sal af forventningsfulde forældre, søskende og venner satte sig på stolerækkerne for at høre værket "Hej sjulla hop sjulla bare tæer".
Koncerten var kulminationen på et to-dages kor workshop, hvor eleverne i de fire skolekor har fået en pause fra den normale skoledag og i stedet mødtes i Amager Bio for at øve værket.
"Det er vi rigtig glade for kan lade sig gøre. Det koster rigtig mange penge at lave det her korstævne, men vi er så glade for at have været med. Nu ved vi ikke, hvordan det kommer til at se ud til næste år. Der sker jo rigtig mange ting på skolerne. Vi håber rigtig meget, at vi har kor alle sammen, og vi kan lave noget igen", sagde korleder Eva Nøhrfra Skolen ved Sundet, da hun takkede sponsorerne for, at arrangementet overhovedet kan lade sig gøre.
Skolekor på ny måde
Det er Børnekulturhuset, Amager vest lokaludvalg og Amager Øst lokaludvalg, der har bidraget til korstævnet. Samarbejdet mellem korene på skolerne har udviklet sig gennem de sidste 10-12 år, og lærerne skiftes til at være drivkraften i fondsansøgninger og booking af workshopleder med mere.
Men lærerne får også meget med hjem.
"For det første giver det et samvær om musikken, men også det at have forberedt noget i små enheder med 20-40 elever og så pludselig komme herned i en professionel koncertsal, hvor der er professionelle musikere og professionel dirigent. Det løfter jo musikken på en helt anden måde og oplevelserne med musikken. Som man kan se, er børnene fuldstændig med og hengiver sig også til musikken", siger lærer Charlotte Vigsnæs fra Gerbrandsskolen, som er med i korstævnet for tredje gang.
"Vi nyder det lige så meget som eleverne, når vi er hernede. For vi elsker korsang. Vi ser frem til de her dage, og vi vil meget gerne holde fast i dem".
Lærer Sine Thordal fra Højdevangens Skole er enig.
"Vi får jo inspiration til børnekorsledelse og så får vi repertoire med os. Og så får vi glade børn, som kommer hjem og spørger, om vi ikke også kan gøre det igen næste år".
Foruden Amager-skolerne Gerbrandskolen, Skolen ved Sundet og Højdevangens Skole deltag også elever fra sangskolen Skt. Annæ i Københavns Sydhavn.
Korledelse på tværs af skoler
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.