Dette nye og meget komplette materiale til natur/teknik-undervisningen kan rundt om på skolerne være med til at gøre tingene en hel del lettere for lærere, der stiller sig famlende over for faget. Her søges der at synliggøre sammenhængen mellem naturen og teknikken, som den viser sig i hverdagen. Det komplette materiale er overordnet inddelt i tre aldersniveauer, henholdsvis til 1. og 2. klasse, 3. og 4. klasse samt 5. og 6. klasse. Udgangspunktet er fire hovedområder, som i øvrigt er gennemgående alle årene: Kommunikation, konstruktion, kredsløb og bevægelse. Hvert område fylder en hel bog.
De her anmeldte grundbøger er begge inddelt i fire emner, der behandles så grundigt, som de få sider, hvert emne har til rådighed, nu tillader. Emnerne er hver for sig meget spændende at arbejde med og kunne sagtens have fyldt meget mere, ja, nærmest en bog hver. Den noget sparsomme tekst er ledsaget af et væld af udmærkede illustrationer og enkelte fotos. Da fotos efter min mening har en noget større troværdighed end tegninger, burde de have suppleret hinanden meget mere, end tilfældet er.
Modsat grundbøgerne vil kopisiderne eller øvelsesvejledningerne nok af de yngste børn opfattes som svære at gå til. Opbygningsmæssigt ligner de meget øvelsesvejledninger til større børn, da der er temmelig meget tekst og kun få illustrationer. Ligeledes virker øvelserne også noget bundne. De kan sagtens laves mere åbne, så børnenes egen viden bedre bliver inddraget. Hermed ville børnene også lære den svære naturvidenskabelige kunst at undres, når de oplever at være med.
Lærervejledningerne er til gengæld rigtig gode. Her fortælles der tydeligt om det faglige indhold i et givent kapitel, og hvordan man skal arbejde med tingene. Dette vil være en rigtig god hjælp til mange.
Jeg er godt klar over, at vi med disse kun lige er blevet præsenteret for begyndelsen. Man skal derfor naturligvis passe på ikke at dømme for hårdt, men at proppe et så bredt favnende og eksperimenterende fag ind i et system, der skal dække stort set alt i så mange år, vil for alle være en næsten umulig opgave. Endnu sværere bliver det, når lokalmiljøet i høj grad skal indgå i den daglige undervisning.
Med det her præsenterede materiale oplever jeg, at forlaget er gået på kompromis med fagets natur for at tilgodese en systematik, der skal gøre det lettere at være underviser i natur/teknik. Læreruddannelsen, som den ser ud i dag, giver mulighed for at vælge natur/teknik som linjefag, og med specifikt uddannede faglærere til at varetage undervisningen i faget bør et sådant kompromis ikke være nødvendigt.
Konstruktion 1 / Kommunikation 1
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.