Kongens hoved

Når hovedet skilles fra kroppen på slagmarken, kommer der til at mangle en krop. De færreste tænker noget videre over det i den situation, men for Egil Skallagrimson føles det upraktisk. Historiefortælleren fra Orkney opgiver nemlig ikke sin lyst til at videregive drabelige krostuehistorier. Lysten er bestemt af et løfte til hans konge om at vende tilbage, og publikum er munke, stormænd og skønjomfruer samt kongens sejrrige rival. Alle får de en historie, hvis de lover at bære ham et stykke af vejen tilbage til kong Penda.

Forfatteren kan sine norrøne og oldengelske sagn, som hun fermt lægger i munden på skjalden, så han kan fortælle om menneskers fatale omgang med de over- eller underjordiske. Og supplere med kristenlegender og heltedigtning, afstemt efter publikums præferencer. Men han har sine klare favoritter. Da paven i en af historierne viser ham et digt, skrevet af engle, er hans kommentar: »Vore hedenske krigsnisser og jordånder er en barsk forsamling, men de er bedre til at rime«.

I virkeligheden er der ingen sammenhæng mellem de enkelte skrøner, men det glemmer man på grund af den spektakulære rammefortælling om det kropsløse hoved, der ikke lader hverken talegaver eller selvbevidsthed gå på af en uheldig dag på slagmarken.

Gode oplæsningshistorier for drenge i den blodtørstige alder og for donnaer, der elsker at gyse.