'Det er alt for let at vende en hel klasse, eller hvorfor ikke en hel skole, mod en elev, at udstøde ham eller gøre ham til syndebuk, gennem den måde, man behandler ham på i andre børns påhør og taler om ham på lærerværelset'. Det er meget sværere at ændre dette mønster, men bogen 'Konflikter kan klares' giver et grundigt bud på, hvordan der kan skabes vind-vind-situationer i mange af de hverdagskonflikter, der altid opstår på en skole.
Bogen er skrevet af en svensk skoleleder, der giver en dybtgående model for konflikthåndtering, som lærere, elever og forældre benytter sig af med stor succes på hendes skole. Modellen rummer følgende punkter, der skal overvejes og handles på, når konflikter skal håndteres: stedet, tiden, deltagere, møderegler, neutralitet, genfortælling, samtalen, overenskomst og afrunding. Desuden er der mange sider af konflikthåndtering, der skal læres, såsom aktiv lytning, at fortælle jeg-budskaber og kunne sætte ord på sine følelser. Alt i alt handler det om at udvikle elevernes (og læreres og forældres) sociale kompetence.
At arbejde med udvikling af social kompetence tager tid, men at det er en opgave for folkeskolen, betones både i Klare Mål for dansk, hvor der peges på, at eleverne skal lære at bruge sproget som konfliktløsningsredskab, og i Klare Mål for elevens alsidige personlige udvikling, hvor det markeres, at eleverne skal udvikle evnen til at håndtere følelser. Denne bog rummer masser af inspiration til at tage fat på dette vanskelige, men meget vigtige felt - at løse konflikter vellykket.
Konflikter kan klares - om at løse hverdagskonflikter
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.