“Det sker generelt med drengene, at de taler grimt og er vilde, når vi kommer ind til timen.” Denne udtalelse var det første vi hørte, da vi trådte ind på et lærerværelse i maj 2022. Det fik os som lærerstuderende til at undre os over, om det egentlig er os (altså lærere, pædagoger m.m.), der giver børnene i folkeskolen en kønsstereotyp hat på? At vi altså kommer til at skabe bokse, der hedder dreng og pige, hvor vi placerer eleverne og instinktivt går ud fra, at alle agerer på cirka samme måde ud fra deres biologiske køn?

“Han er faktisk sød, men han fylder så meget! Du kan mærke det, når han ikke er der. Det er vildt så meget ro der er.” Da samtalen på lærerværelset faldt på nationale tests og trivselsmåling, gik snakken hurtigt over i, hvordan der sås en tendens til, at pigerne synes, at drengene ”fylder meget” i klasserummet. Det var tydeligt at mærke, hvordan lærerne tillagde elevernes køn en betydning, når det handlede om uro i klassen. Sætninger som “Så sagde søde Marie…” og “Kan du så ikke sige til Mathias, at vi laver en masse bevægelse på onsdag, så han kan få lov at lege med en bold?” gik igen, og opdelingen “de søde piger” og “de urolige drenge” var iøjnefaldende.

Når sanger Tobias Rahim i sin nyeste single synger “Maskuline tårer har vi lært at gem’ væk, lige siden skolegården, de kalder bare på flere tæsk” viser det, hvordan et voksent menneske tænker tilbage på folkeskolen som et sted, hvor bestemte karaktertræk og måder at reagere på er blevet tillagt bestemte køn. Som kommende lærere bekymrer vi os for, hvordan vi ser køn som havende en betydning for, hvordan vi ser og omtaler forskellige elever. At vi måske kommer til at tillægge køn et bestemt perspektiv - som så mange lærere gør - helt ubevidst.

Når pigerne giver udtryk for, at det er drengene, der ”fylder” i rummet, og når en kendt voksen mand, der er et forbillede for mange unge, synger om, at drenge har lært i skolegården, at de ikke må vise følelser, må vi som lærere spørge os selv, hvor denne kønsstereotypiske og -opdelte tankegang kommer fra, og ikke mindst hvordan vi eventuelt kan komme den til livs.

Vi må spørge os selv, om sproget i virkeligheden har en definitionsmagt, og at når vi som lærere kommer til at kønsopdele i de flittige piger og de larmende drenge - bevidst eller ubevidst - er med til at tillægge eleverne et perspektiv, som de agerer med i. Tøsefornærmet, tøsedreng, pigefnidder, drengepige, drengestreger og fodbolddrenge er alle eksempler på, hvordan vi i folkeskolen gennem vores sprog tillægger køn nogle stereotyper. “Det er i hvert fald ikke skrevet af en pige” observerede vi en lærer sige med hentydning til elevens håndskrift. Altså en italesættelse af en forskel på dreng og pige. Hvad gør vi, hvis nu det er en dreng, der har skrevet det, og læreren påpeger, at dette ikke kan være tilfældet? Og fortæller læreren her helt åbenlyst, at drenges håndskrift ikke er lige så flotte som pigers? Det ligger implicit i det, hvis du spørger os.

Vi kan også tage os selv i at knytte handlemåder an til bestemte kønsstereotypiske årsagssammenhænge, og ofte foregår det ganske ubevidst. Men vi er blevet mere bevidste om, når vi gør det, og hvordan vi kan arbejde med at undgå det.

Det lader til, at vores kønsstereotypiske tankegange er noget, der er dybt forankret i vores kultur, og at ændre dette er ikke noget, der kan ske over en nat. Men første skridt i retningen mod at se eleverne som individer frem for køn er, ifølge os, at blive bevidste om, at kønnede forestillinger rent faktisk er et problem. Først herefter kan vi arbejde med en ændring.

Dette skriv er ikke ment som en løftet pegefinger, men som en kærlig påmindelse om, at vi mennesker ofte agerer ud fra den “hat”, andre giver os, og at vi som lærere må være særligt opmærksomme på måden, vi tænker samt taler om og til vores elever på.