"Det er i mine øjne forkert, at man kommer lige fra at være skolelærer til at være skoleleder. For på lærerseminarierne bliver man kun uddannet til at være lærer - ikke leder. Jeg synes, det er utroligt, at man sætter folk til at lede institutioner med 30 til 100 ansate og flere hundrede børn uden at sikre sig, at de kan de mest grundlæggende ting", siger forsker ved Danmarks Pædagogiske Universitet Lejf Moos til den kommende uges udgave af Undervisningsministeriets Nyhedsbrev, der har skoleledelse som tema.
Lejf Moos' skolelederundersøgelse viser, at ti procent af skolelederne har taget en lederudannelse med formel eksamen, f.eks. en pædagogisk diplomuddannelse. 73 procent har deltaget i lederuddannelsen på Den Kommunale Højskole, og 59 procent har deltaget i en kommunal lederuddannelse sammen med ledere fra andre kommunale sektorer.
Formanden for Lederforeningen i Danmarks Lærerforening Jens Færk er enig i, at der er brug for en lederuddannelse, som skal bygge ovenpå den læreridentitet, som han mener er grundlaget for en skoleleder. Han foreslår, at kommunerne slår sig sammen for at få råd til uddannelse af skolelederne.
Også formanden for Dnamarks Skolelederforening Erik Lorenzen efterlyser uddannelse til alle skoleledere. Han ser gerne, at lederne får en uddannelse i offentlig ledelse, så de sammen med kommunens andre ledelse kan "stå sammen og i flok løfte kommunen".
Konsulent i Kommunernes Landsforening Søren Christiansen siger til nyhedsbrevet, at man i kommunerne er klar over vigtigheden at kompetenceudvikling for skoleledere.
Kommunerne tager ikke skoleleder-uddannelse alvorligt
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.