"Det er vigtigt for mig at pointere, at regeringen ikke har noget ønske om at nedlægge disse skoler, men også at små skoler bestemt heller ikke skal opretholdes for enhver pris", sagde Bertel Haarder i et åbent samråd om skolernes økonomi på Christiansborg i går.
I 1996 var der 1.653 almindelige folkeskoler, mens antallet i 2009 er faldet til 1.511. Der er altså 142 færre skoler end i 1996, og det helt store fald - på 138 skoler - er kommet efter 2001.
S: Kommuner presses til skolenedlæggelser
Det bekymrer Socialdemokraterne. Partiets kommunalordfører, Rasmus Prehn, kritiserer regeringen for ikke at give kommunerne tilstrækkeligt økonomisk råderum.
"Det er helt urimeligt, at man føler sig presset så hårdt på økonomien, så man enten har problemer med at leve op til det vejledende timetal eller er nødt til at lukke skoler", siger Rasmus Prehn til dagbladet Information.
Skolenedlæggelserne hænger uløseligt sammen med grundlæggende samfundsvilkår som for eksempel befolkningsudviklingen, mente Bertel Haarder på samrådet.
"Den udvikling er selvfølgelig heller ikke stoppet i denne regerings tid", sagde undervisningsministeren, der ikke har kendskab til, i hvilket omfang skolestrukturen vil blive ændret i 2010.
"Der er som bekendt både fordele og ulemper ved små skoler. Små skoler er relativt dyre. Desuden er det lettere på større skoler at sikre en højere grad af linjefagsdækning. Det må imidlertid opvejes mod et ofte stort lokalt ønske om at opretholde skolerne i de befolkningstynde områder. Denne afvejning foregår bedst i den enkelte kommune. Men det må være en ufravigelig forudsætning, at afvejningen sker inden for en bæredygtig udgiftsramme", sagde Bertel Haarder.
Skolenedlæggelser vil fortsætte
Enkelte kommuner har besluttet at nedlægge skoler til næste år, men på grund af kommunalvalget den 17. november vil de fleste lokalpolitikere holde lav profil i år.
"Det er ikke et felt, politikerne kan score point på. Kommunalvalg handler om alt det gode, politikerne vil gøre for borgerne", sagde kommunalforsker Roger Buch fra Journalisthøjskolen i Århus til Folkeskolen i januar i år i forbindelse med bladets årlige opgørelse af skolenedlæggelser.
Men der er udsigt til flere skolenedlæggelser.
"Selv om elevtallet er steget, har kommunerne lukket over 100 skoler i de seneste fem år. Nu begynder børnetallet at falde, så om 15 år er der 75.000 færre elever. Det får konsekvenser. Ikke mindst fordi kommunerne også vil have en anstrengt økonomi i fremtiden", sagde Roger Buch.
Skoleledernes formand, Anders Balle, vurderede i Jyllands-Posten i søndags, at lokalpolitikerne vil nedlægge yderligere 200-300 skoler de kommende år.
Kommunerne har nedlagt 138 folkeskoler under VK-regeringen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.