Organisationen KTO, der forhandler overenskomst for størstedelen af de kommunalt ansatte, sendte i juni måned et brev til alle borgmestre med en opfordring til, at der så hurtigt som muligt blev taget initiativer, der sikrer medarbejdernes tryghed i forbindelse med kommunalreformen.
Fristen for tilbagemelding udløb i sidste uge. 136 kommuner og 6 amter har svaret. 35 procent har indgået en tryghedsaftale eller give en tryghedserklæring, 37 procent har givet tilsagn om en drøftelse af medarbejdernes tryghed inden udgangen af 2005. 29 procent har afvist at lov medarbejderne tryghed.
Formand for Danmarks Lærerforening og næstformand i KTO, Anders Bondo Christensen, mener, at det er "træls", at så få kommuner har reageret på KTOs henvendelse.
"Det vil være rigtig fornuftigt, hvis kommunerne lavede tryghedsgarantier. De siger selv, at alle har en stol efter kommunalreformen, og hvis de mener det, kan de roligt give en tryghedsgaranti. Det vil sende et signal til alle ansatte i kommunerne herunder også lærerne om, at der bliver taget hensyn til medarbejderne. Selvom der ikke står mange lærere og skal omplaceres, så tror jeg, at det er et rigtigt godt signal at sende", siger Anders Bondo.
Formand for KL Ejgil W. Rasmussen mener, at KTO overfortolker den anbefaling fra regeringen, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre, som er baggrund for KTOs opfordring om tryghedsaftaler.
"Der er efter KLs opfattelse væsentlig forskel på retningslinier for tryghedsskabende foranstaltninger og så en egentlig tryghedsgaranti. Desuden er der væsentlig forskel på at aftale retningslinier i situationer, hvor der kan blive tale om personaletilpasninger end at gøre det generelt", skriver Ejgil W. Rasmussen i et brev til KTOs formand Dennis Kristensen.
Han mener, at det er et forkert tidspunkt at indgå tryghedsaftaler på. Selv om det teknisk kan lade sig gøre nu, er det vigtigt at vurdere, hvilket behov, der bliver for personaletilpasninger før man udsteder tryghedsgarantier.
Kommuner tøver med at indgå tryghedsaftaler
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.