En af udfordringerne i kommunerne er, at man i sundhedsfaglige og pædagogiske indsatser ofte arbejder ud fra forskellige opfattelser af sundhed.
"Inden for sundhedsvidenskab og sundhedsfaglige professioner ser man ofte sundhed som det modsatte af sygdom. Mange gange er man optaget af risikoadfærd, om man bevæger sig nok og spiser det rigtige. Den tilgang til sundhed svarer ikke til den pædagogiske tilgang til sundhed, hvor man er meget mere optaget af, hvordan børn lærer at forholde sig til de udfordringer, de møder, og hvordan man kan skabe nogle rammer for børns trivsel og udvikling", siger post.doc. ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Karen Wistoft. Hun er en af forskerne bag rapporten, som er en del af et forskningsprojekt om børn og unges sundhed.
Sundhed og pædagogik er to forskellige ydelser
I det forebyggende og sundhedsfremmende arbejder støder de to felter sammen. På den ene side er man optaget af at eliminere risikoadfærd og på den anden side er man optaget af børn og unges læring og kompetenceudvikling, og af hvordan de lærer at handle fornuftigt i forhold til de sundhedsmæssige udfordringer, de møder
I undersøgelsen har forskerne også oplevet, at pædagoger og lærere har svært ved eller måske ikke er interesserede i at koble deres pædagogik til sundhed, når sundhed skal forstås i den risikominimerende betydning.
"Så længe sundhed ses som noget med at adfærdskorrigere eller at sørge for at børn og unge ved nok om bestemte risici, så bider skoler og dagtilbud ikke sådan lige på, for de er mere interesserede i børn og unges udvikling og læring", siger Karen Wistoft.
Grundlæggende hander det om, at ydelserne er forskellige, mener hun. I skolen skal man producere uddannelse, og inden for sundhed skal man sørge for, at der ikke opstår sygdomme.
Fælles tiltag og langsigtet indsats
Organisatorisk er arbejdet ofte placeret i forskellige forvaltninger, typisk børne- og ungeforvaltningen og social- og sundhedsforvaltningen. Derfor er vidensdeling mellem forskellige forvaltninger og projekter vigtigt.
Den fremtidige udfordring er, at sundhedsfaglige, pædagoger og lærere tilrettelægger nogle samarbejdsflader, hvor de kan arbejde med børn og unges involvering.
Derudover anbefaler Karen Wistoft langsigtede strategier frem for kortsigtede.
"Tit er man mere opmærksom på at få lagt en kortsigtet strategi for at vise politikerne, at man arbejder med området. Men alle ved, at forebyggelse og sundhedsfremme er noget, der strækker sig over flere år".
Undersøgelsen bygger på interview med 72 kommuner. Heraf er der udvalgt fem kommuner, hvis tiltag bliver beskrevet i dybden i en rapport, som udkommer efter påske.
Kommuner har svært ved at koble sundhed og pædagogik
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.