"Jeg tror ikke, det er af ond vilje. Det skyldes snarere, at kommunerne ikke har en strategi for, hvordan de skal håndtere specialundervisningen for voksne", siger Lisbeth Jensen, der er forstander for 100 medarbejdere og 500-600 elever på Egedammen i Hillerød.
Specialundervisningscentret overgik fra Frederiksborg Amt til Hillerød Kommune den 1. januar 2007. Det første år blev undervisningen finansieret af kommunerne i Region Hovedstaden via en abonnementsordning, men i slutningen af november besluttede de, at centret skal være takstfinansieret.
Ordningen trådte i kraft til nytår, men selv om kommunerne selv har ønsket at betale for det antal elever, de reelt har på skolen, er mange af dem ikke gearet til den nye situation.
"Vi skrev til kommunerne i begyndelsen af december og bad dem bekræfte, at de vil betale os for at undervise deres borgere. Men da vi gik på juleferie, havde vi højst fået 50 tilsagn", fortæller Lisbeth Jensen.
Centret måtte begynde forfra
Forstanderen forventede, at kommunerne ville reagere efter nytår, men da hun stort set intet hørte, begyndte hun at ringe til dem.
"De kunne godt se på deres postlister, at de havde modtaget vores brev om betalingstilsagn, men det var ikke nået frem til en sagsbehandler. Kommunerne havde ikke valgt en person til at håndtere området, så når vi endelig nåede frem til en sagsbehandler, kunne vi begynde forfra med at sende alle betalingstilsagn en gang til", siger Lisbeth Jensen.
I flere tilfælde har hun haft fat i to forvaltninger i samme kommune, fordi hun har elever under og over 18 år.
"Det positive ved forløbet er, at vi nu har fået sat navne på, hvem vi skal henvende os til i mange af kommunerne", siger hun.
Undervisningen stopper på torsdag
Alligevel manglede Egedammen tilsagn for 60 elever fra seks kommuner, da fristen på den sidste rykker udløb i torsdags. Centret kunne have stoppet undervisningen til nytår, men er fortsat, for Lisbeth Jensen vil nødig ramme brugerne. Men fra på torsdag er det slut.
"Vi kan ikke blive ved at undervise gratis. Det er ikke rimeligt, at Hillerød Kommune skal betale for andre kommuners borgere. Vi har brug for at få vished for, om kommunerne vil købe vores ydelser, eller om de vælger andre udbydere. De er jo ikke forpligtede til at bruge os, bare fordi vi indstiller til det", siger Lisbeth Jensen, der mangler tilsagn for mellem fem og ti millioner kroner frem til sommerferien.
Selv når kommunerne reagerer på Egedammens henvendelser, åbner der sig en ny verden for forstanderen.
"Nogle kommuner læner sig op ad, at borgerne er blevet visiteret til os én gang og lader dem uden videre fortsætte i tilbudet. Andre begynder forfra og diskuterer selv små kurser til cirka 5.000 kroner. Det er vilkårlige sagsbehandlere, som får opgaven med at visitere borgerne til vores tilbud, og de har ikke en jordisk chance, for de kender hverken borgeren eller det tilbud, borgeren ønsker", siger Lisbeth Jensen.
Kommuner får tommelskruerne på
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.