Danmarks Statistik har netop offentliggjort løntallene for lønudviklingen fra 3. kvartal 2001 til 3. kvartal i år. På det kommunale og amtskommunale område er lønningerne steget 2,4 procent i gennemsnit. På det private arbejdsmarked steg lønnen fra 2. kvartal sidste år til 2. kvartal i år med 3,7 procent og i staten med hele 4,2 procent.
Tallene betyder, at reguleringsordningen, der skal forhindre, at de offentligt ansatte sakker for langt bagud, kommer til at udmønte større generelle lønstigninger til lærere og andre kommunalt ansatte næste år. Men det får ikke formanden for de kommunalt ansattes forhandlingsfællesskab KTO, Connie Kruchow, til at juble:
"På det kommunale og amtskommunale arbejdsmarked kan vi se, at reguleringsordningen hvert år udmønter midler. Det skyldes, at amter og kommuner hidtil ikke har brugt de penge til ny løn, som de har haft mulighed for", siger hun.
"Det er ikke blot et ubehageligt paradoks. Det er ganske enkelt en uacceptabel situation".
Også formanden for Forbundet af Offentligt Ansatte, Dennis Kristensen, er bekymret. Han frygter, at den tvungne ekstraudgift for kommunerne i en tid med en stram kommunal økonomiaftale og skattestop vil betyde, at kommunerne vil fjerne penge fra puljen til lokale lønforhandlinger. Han er ikke overbevist om, at Ny Løn vil overleve den nuværende krise i den kommunale økonomi.
Kommunalt ansattes løn halter bagud
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.