Kommunalbestyrelsesmedlemmer er blandt andet blevet spurgt: Hvad skal skolen gøre for at sikre, at alle unge får en ungdomsuddannelse? Langt de fleste, 64 procent, svarer, at fokus skal være på 'elevernes motivation og lyst til at lære'. 40 procent mener, at der skal være en 'tættere kontakt mellem udskolingen og ungdomsuddannelserne'. Kun 36 procent har svaret, at skolen skal 'styrke fagligheden'.
Hvordan kan skolen bedst støtte elever med særlige behov og bedst stimulere og udvikle børn med særligt gode forudsætninger, er politikerne desuden blevet spurgt. Kun syv procent mener, at der skal gøres mere ved 'evalueringskulturen'. Endnu færre, fire procent, synes, at der skal være mere 'dokumentation af skolens resultater'. Heller ikke den 'politiske interesse for skolen' skal øges. Det mener nemlig kun fire procent.
'Forskningsbaseret undervisning', som også står højt på dagsordenen i Undervisningsministeriet, har heller ikke medvind i rådhusene. Kun syv procent vil have mere af det. Og kun 11 procent synes, der skal gøres mere ved 'specialundervisningen'.
Lokalpolitikerne ønsker mere tidssvarende læringsmiljøer
Nej, det, der skal gøres mere ved efter kommunalpolitikernes mening, er 'tidssvarende og stimulerende læringsmiljøer' (40 procent), 'brug af forskellige læringsstile' (37 procent), 'lærernes kompetencer' (37) og 'undervisningsdifferentiering' (34 procent).
Lokalpolitikerne er endvidere blevet spurgt: Hvad synes du, at skolen især skal have fokus på i de kommende år? Her skiller to svar sig markant ud: 'Elevernes faglige niveau' (58 procent) og 'elevernes glæde ved at gå i skole' (50 procent).
Formand for KL's Børne- og Kulturudvalg Jørn Sørensen mener, at det er positivt, at de kommunale skolepolitikere lægger så stor vægt på, at børnene bevarer lysten til at lære.
"Målet må være, at eleverne er lige så nysgerrige, når de forlader folkeskolen, som når de starter i børnehaveklassen. Derfor må folkeskolen gå på to ben. Den skal være en rugekasse med et trygt læringsmiljø, hvor den enkelte elev udvikler sig fagligt, personligt og socialt. Men folkeskolen skal også være en katapult, der med høje forventninger kaster eleverne ud for at prøve kræfter med det, de har lært," siger Jørn Sørensen.
540 medlemmer af kommunernes skoleudvalg havde modtaget spørgeskemaet. 223 svarede.
Undersøgelsen blev fremlagt på KL's såkaldte Skolerigsdag i Ålborg i dag, 'Folkeskolen - rugekasse og katapult', der netop har elevernes faglighed og trivsel som tema. 1.150 mennesker, hovedsageligt kommunalpolitikere, deltager i Skolerigsdagen, som fortsætter i morgen. KL afholder Skolerigsdag hvert andet år.
Kommunalpolitikere ønsker ikke mere dokumentation
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.