Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Kommunal fyringsrunde koster undervisningscenter for voksne syv lærere

Mens almenområdet slipper nådigt i en kommunal sparerunde i Holbæk, går besparelserne hårdt ud over specialområdet. CSU Holbæk mister syv lærere, og et børnekonsulentcenter har varslet to talehørekonsulenter afskediget. Der er udsigt til yderligere nedskæringer på specialområdet.

Henrik Stanek
Henrik Stanek Freelancejournalist
1 kommentar
17. november 2016, kl. 10:16

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

1 kommentar

Selv om almenskolerne i Holbæk Kommune skal spare 15 millioner kroner til næste år, er området så stort, at de stort set har kunnet klare det med naturlig afgang. Kun én lærer er blevet varslet afskediget. Men det smitter af på CSU Holbæk, som må sige farvel til syv lærere.

CSU Holbæk består af afdelingerne:

Ungdomsuddannelse (STU)

Studiegården (bo-afdeling)

Kommunikationscenter med områder for hjerneskadede, IKT,læsning, tale og psykiatri

Administration

Ledelse

"Det giver det problem, at der ikke er stillinger at forflytte de syv lærere til", siger Kevin Sølvsten Meier, der er tillidsrepræsentant på CSU Holbæk.

CSU går fra 81 til 64 medarbejdere

I alt mister CSU Holbæk 14 medarbejdere, mens to lånes ud i en periode. Ud over syv medlemmer af DLF drejer det sig om to ledere. Resten er socialpædagoger og administrativt personale. Dermed går CSU fra 81 til 64 medarbejdere. Dertil kommer, at der i forvejen har været stillinger, som ikke er blevet genopslået, og alle vikarer blev sagt op inden fyringsrunden.

Massefyring i Holbæk rammer 10 DLF'ere

"Vores leder har gjort sig umage med at ringe rundt til både almenskoler, specialskoler og i STU-regi og har forklaret, at de syv lærere ikke er dårlige medarbejdere, men at de er blevet afskediget på grund af økonomi", fortæller Kevin Sølvsten Meier.

To af dem har fået job på den konto.

Besparelsen kan ikke ses isoleret

For tre-fire år siden stod det klart, at Holbæk Kommune skulle finde besparelser for omkring 200 millioner kroner. Derfor blev der nedsat såkaldte omstillingsgrupper med politikere, brugere og medarbejdere, som skulle finde billigere måder at løse opgaverne på. Men grupperne har kun i begrænset omfang kunnet bidrage til den samlede besparelse. Derfor har kommunen udsigt til et stort underskud og har varslet omkring 100 ansatte afskediget.

CSU skal spare 4,7 millioner kroner, som stort set fordeler sig med den ene halvdel på kommunikationscentret og den anden på ungdom. Men beløbet kan ikke ses isoleret, påpeger Kevin Sølvsten Meier.

"Der er ikke borgere nok i kommunen til et specialtilbud som vores, så vi sælger pladser til vores nabokommuner på abonnement. Men når Holbæk Kommune sparer fem procent på os, skal de andre kommuner have pladserne billigere. Derfor skal vi reelt spare dobbelt så meget. Samtidig risikerer vi, at kommunerne finder andre og bedre tilbud, fordi vi ikke længere kan leve op til den kvalitet, de ønsker. Men det har været svært at forklare politikerne i et høringssvar", siger tillidsrepræsentanten.

Udgifterne matcher ikke kommunens indtægter

Besparelsen rammer hårdt på ungdomsafdelingen, hvor tre stillinger for lærere og fire for pædagoger skæres væk. På kommunikationsområdet skæres halvandet årsværk inden for læsning, specialrådgivningen om IKT mister et årsværk og der ryger to årsværk på afdelingen for hjerneskadede. Samtidig flyttes en medarbejder dertil. Derudover rammes administration og ledelse.

Skoler får hjælp til ordblinde elever af undervisningscenter for voksne

"Politisk har man erkendt, at udgifterne til det samlede specialiserede område ligger højere end landsgennemsnittet, og at det ikke matcher kommunens indtægter. Derfor skæres der fem procent på alle takstområder. Det får den konsekvens, at vi ikke kan løse de samme opgaver som hidtil.

Men for eksempel hjerneskadede har retskrav på at få hjælp, og med de mange afskedigelser kan det blive nødvendigt at sende borgere andre steder hen. Den regning får kommunen så om et år eller to", forudser Kevin Sølvsten Meier.

Besparelserne kan øge sygefraværet

Tillidsmanden frygter også, at besparelserne fører til øget stress og sygefravær.

"Vi har et sygefravær på tre-fire procent, hvor en tilsvarende skole i Jylland ligger på 10-12 procent. Jeg håber ikke, at vores fravær stiger, men vi underviser 26 lektioner om ugen og skal samtidig lave mere dokumentation for, hvad der kommer ud af undervisningen, og vi får flere kontaktelever, så jeg er bange for, at vi bliver mere stressede".

Ikke alene skal de tilbageværende medarbejdere løbe stærkere. Der går også specialviden tabt med, fremhæver Kevin Sølvsten Meier.

"Hele tænkningen om konkurrencestaten, hvor konkurrenceparameteret er, hvor selvhjulpen den enkelte borger er, kan føre til, at man tømmer specialområdet for viden, fordi denne tænkning ofte rummer en effektivisering eller besparelse. Men på et tidspunkt kommer man til at sige: 'Hov, hvor blev den viden af, vi havde opbygget gennem mange år?'", siger han.

Kredsformand har bedt om et møde med to udvalgsformænd

Ud over de syv lærere, som er blevet afskediget på CSU Holbæk, mister et børnekonsulentcenter to talehørekonsulenter. Og der er udsigt til yderligere besparelser, fortæller Jens Rohrberg, formand for Holbæk Lærerkreds.

"Både i 2018 og 2019 skal der spares 15 millioner kroner på specialundervisning, men der er ikke sat navn på områderne endnu. Kun at det bliver inden for børne- og voksenspecialundervisningen".

Jens Rohrberg har bedt om at møde med udvalgsformændene for henholdsvis læring og trivsel for børn og unge og for uddannelse og job. Sidstnævnte har ansvaret for specialundervisning til 15 til 29-årige med særlige behov.

"Jeg vil fortælle udvalgsformændene, hvad besparelserne betyder for CSU og dermed for tilbuddet til kommunens svage borgere. Jeg vil prøve at tale deres sag og vil høre de to politikere, hvad de gør sig af tanker om, at tilbuddet bliver ringere", siger Jens Rohrberg.

1 kommentar
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Kommunal fyringsrunde koster undervisningscenter for voksne syv lærere

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS