KOMMENTAR: Sundhedsordninger på arbejdspladserne – hvor går grænsen?

"Vi cykler til arbejde", modtager "Mailmotion" dagligt, nyder "Frisk firmafrugt" i den tidligere kaffepause, "deltager hvert år i DHL stafetten" og inden firmafesten "spinner vi lige en times tid" i virksomhedens motionscenter. Der er kostpolitik for maden i kantinen, og ryge- og alkoholpolitik er aftalt på plads i samarbejdsudvalget.

Arbejdspladser i dag bruger resurser på sundhedsordninger til medarbejderne. Ligesom mange medarbejdere i en vis grad italesætter egen identitet ud fra deres sundhedsadfærd. Ja, faktisk er der nok mange, der løber og spiser gulerødder for at kunne tale om, at de gør det. Ligesom det længe har været god latin at kunne skrive på sit CV, hvilke halve og hele maratonløb man har gennemført.

Sunde medarbejdere er gode medarbejdere

Bag sundhedsarbejde på arbejdspladserne ligger en antagelse om sammenhæng imellem veltrimmede og sunde medarbejdere og deres arbejdsindsats og sygefravær. Sunde medarbejdere er billigere end usunde medarbejdere - de koster nemlig organisationen færre udgifter i forbindelse med sygdom. Sunde medarbejdere præsterer mere og bedre end usunde medarbejdere. Desuden kan virksomhederne også bruge "Sundhedsprofilen" til markedsføring af arbejdspladsen og til at tiltrække og fastholde medarbejdere, når der er behov for det.

Ifølge 'Lov om arbejdsmiljø', skal samarbejdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager på arbejdspladserne sigte efter "et sikkert og sundt arbejdsmiljø, der til enhver tid er i overensstemmelse med den tekniske og sociale udvikling i samfundet". Men som udviklingen omkring sundhedsordninger på arbejdspladserne har været de sidste år, rækker sundhed som ideal længere end "blot" til en faktor omkring arbejdsmiljøet. Sundhed på arbejdspladsen er i dag blevet et krav, en religion og en faktor, som bruges i markedsføring, branding, rekruttering og konkurrence.

Når dette sker, kan det blive svært at skelne imellem arbejdsliv og privatliv. I hvilken udstrækning er det OK og relevant, at virksomheden, ledelsen og kollegaer mener noget om min sundhed, og hvornår er det upassende? Hvornår træder vi i karakter som medarbejder, og hvornår er vi "bare" os selv? Man kan også vende problematikken om og spørge, om vi som videnarbejdere på det moderne arbejdsmarked kan og skal fastholde den skarpe grænse imellem privatliv og arbejdsliv, eller om det er et paradigme, der hørte sig til for 20 år siden?

Professor Ole Fogh Kirkeby foreslår, at virksomhedens indflydelse på medarbejderne skal ophøre ved virksomhedsporten.

"Virksomhederne tænker strategisk. Når medarbejderne er sunde, yder de måske mere, bliver mere kreative og så videre. Og det giver mere på bundlinjen. Sundhedsordninger bliver dermed et middel til at kontrollere hele personen", siger Ole Fogh Kirkeby.

Hvem siger nej tak til sundhed?

Når mennesker bliver et middel frem for et mål, forsvinder humanismen. Sundhedsordninger kan ses som systemets kolonialisering af livsverden. Frugtkurve, mineralvand og løbebånd bliver et Human Ressource Management redskab. Et "tilbud", som det kan være svært, ja nærmest utidigt, at takke nej til. For hvem siger nej tak til sundhed? Sundhed - som jo i bund og grund er et ballonord; lidt ligesom kvalitet, resurse og innovation - umuligt ikke at tilslutte sig, men med mange fortolkningsmuligheder. Enkelte vil jo kunne påstå, at sågar Citronmåner fra Netto er sunde!

Så samtidigt med at vi som individer gerne vil færdes i strukturer, også på vores arbejdspladser, der faciliterer hensigtsmæssige sundhedsvalg, skal vi være opmærksomme på, at disse strukturer kommunikerer en ønsket, krævet adfærd, som det kan være svært at slippe for. Denne rettidige sundhedsomsorg fra virksomhedens og måske kollegaernes side kan i sidste ende blive en utidig stigmatisering, der kan være med til at marginalisere enkelte eller grupper af medarbejdere.

Sundhedsordninger kan i denne optik anskues som en stressfaktor, og så hindrer målet midlet eller også er det omvendt? Derfor er det også specielt ærgerligt, at den officielle KRAM-kampagne aldrig rigtigt har fået tilføjet S'et for Stress. Det skulle undre mig meget, om der i dag ikke er langt mere sygdom på arbejdspladserne grundet stress end grundet overvægt og manglende motion.

Sundhed som fyringsgrundlag?

Længe har den offentlige debat diskuteret rygning og overvægt som hæmsko for at få et arbejde og føle sig anerkendt og værdsat på lige fod som ikke rygere og ikke overvægtige på arbejdspladsen. Har ansættelsesudvalget to lige kvalificerede, så lur mig, om man ikke i sine overvejelser medtænker sundhedsadfærden hos de to ansøgere - hvem passer bedst ind i den sundhedsprofil, vi har, eller ønsker at signalere vi har? Sundhed er naturligt blevet en kapital som medarbejdere og virksomheder handler med.

Jeg kan derfor i relation til de mange fyringsrunder i såvel private som offentlige virksomheder bekymre mig om, i hvilken udstrækning sundhedsadfærd også bliver sat i spil som et kriterium ved udvælgelse af hvem organisationen må sige farvel til i nedgangsperioder.

Min tillid til såvel virksomheder som fagbevægelsers etiske kodeks er stor. Jeg tror ikke, at den enkeltes sundhedsprofil eksplicit vil bliver et kriterium ved fyringer. Men set i lyset af at sundhedsadfærd allerede i flere år har været en faktor ved såvel rekruttering som fastholdelse, mener jeg, vi i fællesskab skal holde os sundheds"magten" for øje, specielt i tider med fyringsrunder.

Ulla Pilehøj er studieplanlægger, SOSU C og KEA