Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

KOMMENTAR: Spar på saltet – det 9. kostråd

Vi skal passe på med at spise for meget salt. Det er der ikke noget nyt i. Men vi ved ikke præcis, hvornår vi spiser mad, der indeholder meget salt. Derfor er det svært for os at finde ud af, hvordan vi undgår at få for meget af det.

Else Molander, chef for Fødevarestyrelsens ernæringskontor slår et slag for det 9. kostråd: Spar på saltet.

Foto: Privatfoto
Else Molander
Start debatten
30. august 2011, kl. 09:00

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

Hvor man tidligere mente, at det var vigtigst, at personer med forhøjet blodtryk passede på med for meget salt, og at små børn ikke måtte få salt i maden, er der nu international enighed om, at det er vigtigt, at vi alle sammen holder igen med saltet og prøver at holde sig inden for fem gram salt dagligt, som WHO anbefaler. I Danmark er målet at skære cirka ½ teskefuld (tre gram) salt af den typiske forbrugers daglige saltindtag og ad den vej undgå omkring 1.300 dødsfald årligt forårsaget af hjertekarsygdomme.

Alle kommentarer

Se et eksempel på en dagskost uden for meget salt

For meget salt er medvirkende årsag til helbredsproblemer som:

. Forhøjet blodtryk

. Hjertekarsygdomme og blodpropper

Og øger sandsynligvis risikoen for:

. Mavekræft

. Knogleskørhed og nyresten

Salt i kostrådene

Salt er ikke med i de otte kostråd, fordi kostrådene skal være handlingsanvisende for den enkelte borger. Og vi ved, at det ikke er den enkelte, der normalt er den store saltsynder i eget køkken. Men siden kostrådene kom i 2005, har vi fået mere viden om saltets negative betydning.

Når vi salter maden hjemme i vores eget køkken og ved bordet, er vi ansvarlige for cirka 11 procent af vores daglige indtag af salt. Resten får vi fra industrielt producerede fødevarer og fra maden i kantinen, andre storkøkkener og fast food. Der findes dog også store saltsyndere i vores eget køkken, og der er enkelte, der selv er ansvarlig for over 40 procent af saltindtaget.

Nogle fødevarer har altid et højt saltindhold på grund af den måde de produceres på, og fordi salt er vigtig for fødevaresikkerheden. Andre fødevarer, som for eksempel brød og morgenmadsprodukter, kan også bidrage med meget salt, fordi vi spiser meget af dem.

Hvor meget salt får vi?

Danske mænd får i gennemsnit 10-11 gram salt per dag og danske kvinder syv-otte gram per dag. Det bør komme ned på fem-seks gram, hvilket svarer til cirka en teskefuld salt om dagen. For børn under et år bør det daglige saltindtag ikke overstige to gram salt, og for børn under fem år ikke over cirka tre gram salt. Børn under et år, der drikker ¾ liter mælk, vil alene fra det naturlige indhold få knap et gram salt. Så der er ikke plads til meget salt i kosten fra de andre madvarer. Og hvis ikke forældrene ved, hvor saltet gemmer sig, og at for eksempel brød og kødpålæg er en væsentlig kilde, kan børn let få for meget.

Kilder til salt

De fleste bliver overraskede, når de hører hvilke fødevarer, der er de største kilder til salt. Det er også overraskende, at der kan være lige så meget salt i nogle morgenmadsprodukter, som der er i chips. De største kilder til salt i danskernes kost er brød og kødpålæg, men for eksempel ost, færdigretter og morgenmadsprodukter bidrager også med en del.

Danskernes saltindtag kan godt reduceres

Det er svært for den enkelte at vurdere, hvor meget salt, der er i fødevarerne. Det er ikke obligatorisk at næringsdeklarere indholdet af salt endnu, og det er derfor svært at vælge de produkter med meget salt fra.

For at reducere kostens indhold af salt kan man derfor:

- lave mad fra bunden af råvarer, der ikke er saltet.

- være opmærksom på, hvilke fødevarer, der altid har et højt indhold af salt og ikke spise dem hver dag. For eksempel bacon, spegepølse og andre stærkt saltede og røgede kødprodukter, pulversovse, oliven, soja sovs, suppeterning/bouillon/fond, franske kartofler og andre chips.

- se efter nøglehulsmærket, når der købes ind. I nøglehulsmærkningen er der kriterier for, hvor meget salt, der max må være i brød, morgenmadsprodukter og færdigretter.

- ind imellem bage brød selv, og bruge mindre salt. Som en tommelfingerregel skal man kun tilsætte op til 1½ tsk. salt pr kg mel (alle meltyper) i opskriften.

- støtte sig til næringsdeklarationerne og GDA, hvor de er påført. Mærkning med næringsdeklaration er frivilligt, med mindre man kommer med en ernæringsmæssig anprisning. Mængden af salt vil være angivet som natriumindhold (Na). Det skal ganges med 2,5 for at få indholdet af salt (NaCl).

- Læse mere på www.altomkost.dk, hvor man blandt andet kan finde et eksempel på en dagskost.

Hvad bliver der gjort for at reducere indtaget

Fødevarebranchen, interesseorganisationer og myndigheder arbejder sammen i et partnerskab om en række initiativer, der skal reducerer saltindholdet i maden. Der kommer blandt andet mål for, hvor meget salt der max bør være i de forskellige slags fødevarer. Da salt er vigtig både for produktets holdbarhed og smag, og dermed for forbrugernes lyst til at spise fødevarer, er der grænser for, hvor langt ned man kan gå. Men den salte smag er også en vanesag, og derfor skal indholdet af salt gradvis reduceres. Ved at nedsætte indholdet af salt i de produkter, vi køber, bliver det lettere for den enkelte at sammensætte kosten, så man får mindre salt i maden. Men også i kantiner, storkøkkener og i fast food, skal der arbejdes på at sætte indholdet af salt ned. Et kantinemåltid kan let indeholde mere end tre gram salt.

Danskerne er ikke de eneste, der får for meget salt. Problemet er det samme i langt de fleste lande, og derfor samarbejder landene på tværs af grænser på at reducere saltindholdet i produkterne. Målet er at reducere fødevarernes indhold af salt med fire procent om året i fire år. Det giver god mening, fordi omkring 70 procent af de forskellige slags industrielt forarbejdede fødevarer im- eller eksporteres over landegrænserne.

Endelige er der lige vedtaget nye regler for mærkning af fødevarer i EU. Det betyder, at det i løbet af de kommende år bliver obligatorisk at næringsdeklarere indholdet af salt. Desuden vil kravene bag nøglehulsmærkningen blive revideret og der vil komme kriterier for max saltindhold blandt andet i kødprodukter.

Så med nye mærkningsregler, Nøglehulsmærkning, information til kantiner og storkøkkener og internationalt samarbejde, vil det blive lettere for den enkelte at sammensætte sin kost, så den indeholder mindre salt. Men for at nå målet og reducere indtaget med tre gram per dag, kræver det også, at alle, der har ansvaret for, hvad der bliver serveret for ikke mindst børn og unge, tager ansvaret på sig, er opmærksom på problematikken og efterspørger mad med mindre salt.

Else Molander er chef for Fødevarestyrelsens ernæringskontor

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

KOMMENTAR: Spar på saltet – det 9. kostråd

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS