Skolemad har været diskuteret i Danmark de seneste 125 år med jævne mellemrum, og der har været iværksat forskellige tiltag gennem tid og sted. De første 100 år kan karakteriseres som "fattige børns bespisning til sundhedspædagogiske projekter". De seneste 20 års projekter har karakter af både bespisning, sundhedspædagogik og maddannelse, samtidig med at evaluering og evidens bliver koblet på projekterne.
Børn og unge møder mad i skolen under to former. Den ene er den dagligt tilbagevendende begivenhed i forbindelse med spisepausen, mens den anden er i undervisningssituationen primært i faget hjemkundskab. Det er to forskellige møder, dog begge indenfor skolens rammer, men der kan være glidende overgange fra det ene til det andet, hvis maden i spisepausen bliver del af undervisning og undervisningen kan sætte fokus på spisepausen.
Skolemad - tendenser gennem tiden
Skolemad kan bidrage til elevernes samlede næringsindtag. Den kan, afhængig af sammensætningen, udgøre en mere eller mindre sufficient del af det enkelte barns ernæring. Pædagogisk har maden være tænkt og brugt som del af en formel dannelse på madområdet, som nogle af tiltagene vil vise. Politisk har diskurserne om skolemad været præget af de værdier, de enkelte politiske partier knytter til skole, familie, køn og børn.
I den danske skole har det været almindeligt, at børn enten havde madpakker med i skole, eller at man som på landet gik hjem for at spise. Men allerede i 1883 blev der i København, og senere i nogle af landets andre større byer, iværksat bespisningsordninger for fattige børn i de gratis byskoler. Senere blev ordningen overtaget af det offentlige med udgangspunkt i Loven om Skolebespisning fra 1902. Men der har aldrig i Danmark været tilbudt gratis skolemåltider til alle elever i landet, sådan som det har været og er tilfældet i for eksempel Sverige og Finland.
Madtilbuddet udgjorde i starten i København søbe- eller sulemad, varme retter som var almindelige på den tid. Konkret kunne og skulle disse menuer anskueliggøre for børnene, hvad et ordentligt måltid bestod af om end i en spartansk udgave. Der blev lagt vægt på, at maden indeholdt tilstrækkeligt af energigivende stoffer, især i form af de billige kulhydrater og i nogle tilfælde også fedtstoffer.
Fra skolemadens introduktion i 1880'erne har der så med cirka 20 - 30 års intervaller været debatter om børn, mad, spisepause og skolemåltider. Synet på problemerne og de mulige løsningsforslag har været præget af tidens optagethed af ernæringsspørgsmål, moral og skole. Faktisk kan ernæringsvidenskabens historie til dels følges i diskussionerne, ligesom madtilbuddene har båret præg heraf, fra det første fokus på energi, over til proteiner, videre til vitaminer og dernæst kom sukkerforskrækkelsen og endelig fedtbegrænsning og fokus på fiber.
Selve madtilbuddet gik fra den varme mad til smørebrød, hvilket så blev forladt til fordel for gnavemadpakker (grovboller, frugt og yoghurt) for herfra at blive til salgstilbud i skoleboderne, som for eksempel kunne være små skolebrød, enkelt pålæg, råkost og frugt for sidenhen, at blive til pizza-slices, pølsehorn eller pitabrød med falafel. Eksemplerne afspejler madkulturens forandring og ernæringsforskningens fokus igennem det tyvende århundrede.
Spisesedlen i skolen i dag - politiske tiltag
Der er ikke mange formelle bestemmelser vedrørende skolemad eller spisepause, ingen opstillede krav til tid, sted eller madtilbud, men der er det seneste tiår udarbejdet en række overordnede sundheds- og forebyggelsesprogrammer blandt andet regeringens folkesundhedsprogram 1999-2008 og programmet fra 2002 "Sund hele livet". I programmet fra 1999 skrives der, at en sundhedspolitik som forudsætning må have "de involveredes medvirken og egen forståelse af problemer og praksis på området". Derudover fremhæves det, at der skal være "lettilgængelige muligheder for sund levevis". I Sundhedsstyrelsens skrift "Kommunens ansvar og muligheder i forhold til børn og unges sundhed" er der taget fat på kost og fysisk aktivitet. Alt i alt peger det hen mod at tage fat på skolehverdagen og herunder maden i skolen.
Regeringen har i sin Sundhedspakke 2009 ønsker om, at understøtte og fremme udbredelsen af sund livsstil hvor børn og unge færdes, herunder i daginstitutioner, skoler, SFO'er og idrætshaller, uden det forklares, hvordan det skal ske.
Forebyggelseskommissionens anbefalinger til en styrket forebyggende indsats 2009 tager så fat på madordninger i skolen, idet de siger: "De sundhedsmæssige effekter af skolemadsordninger er vanskelige at vurdere og afhænger blandt andet af indholdet af den medbragte mad, som disse ordninger vil fortrænge. En forudsætning for at madordninger har en sundhedsmæssig effekt er at maden er både sund og spændende, og erfaringer viser, at specielt ordninger, hvor eleverne selv tilbereder maden, er de mest vellykkede."
Konkrete skolemadsprojekter 2005-2010
Der er udført og igangsat fem større skolemadsprojekter. Projekterne er: Børn, mad og bevægelse, EVIUS, EAT- og MAD-skoler samt OPUS (ikke færdiggennemført)
Børn, mad og bevægelse var et større projekt i Fyns Amt i 10 kommuner fra 2002-2005 og i syv kommuner fra 2005-2006. Det er afrapporteret i 2007. Der har været en række forskere og skolefolk inde over projektet, både som inspiratorer, tovholdere og evaluatorer. Projektet har som modelprojekt haft som mål at forebygge gennem organisationsforandringer, der har ikke som sådan været nogle definerede og fastlagte tiltag i forbindelse med mad. Men der har ifølge projektlederen været en eksperimenterende tilgang til mad og bevægelse, hvor man har udfordret rammer og strukturer.
De enkelte projektskoler har organiseret og handlet forskelligt med hensyn til fokus på mad og bevægelse. Der blev i første fase iværksat kurser for at styrke viden og kompetence hos de professionelle gennem et uddannelsesprogram og der udvikledes lokale mad- og bevægelsespolitikker, samt skabt fysiske og sociale rammer der understøttede målene. Involvering af alle parter har været en væsentlig parameter. Der har været skoler, der har etableret cafe og madordning, andre steder har man lavet fællesspisning, og der har været koblet undervisning om mad og sundhed til.
EVIUS - Effektvurdering af Interventioner omkring frokost for børn og unge i skoler - var et noget andet projekt iværksat af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, idet de afsatte midler til at etablere 38 gratis skolemadsordninger i en begrænset periode på 20 uger med et ønske om at evaluere projekterne, hvilket EVIUS- gruppen har udført. Der var en lang række krav, der skulle opfyldes af skolerne for at få tilskud til ordningen, blandt andet en mad- og måltidspolitik med målsætning om en sund skolemadsordning, og hvordan den kunne forankres og ansvarliggøres hos ledelsen, lærerne, børnene og forældrene. Desuden skulle skolen undersøge muligheder for at fortsætte ordningen samt sikre sundheden og redegøre for, hvordan ordningen blev integreret i skolens dagligdag med inddragelse af elever.
De gratis tilbud i de 36 skoler med ordningen har imidlertid primært været en tilbagevending til bespisningstilbuddene fra tidligere, med mad leveret udefra til skolerne enten i form af kold eller varm mad, i de fleste tilfælde portionsanrettet på forhånd. Kun på to skoler har elever været involveret i måltidstilberedning. Og kun et sted har der været tale om skolemaden som del af egentlige undervisningsindhold, og eleverne ikke været inddraget i større grad i beslutninger om konkrete tilbud. I udbudsmaterialet var det en betingelse, at skolemaden blev knyttet til undervisning, så tilbuddet om gratis mad kunne få karakter af sundhedspædagogisk projekt.
Hvilken maddannelse, der er kommet eller kommer ud af de gratis skolemadsprojekter er ikke til at bedømme endnu, en beskrivelse og diskussion af læringen kan ses i artiklen: Giver skolemad næring til læring? (Carlsson og Benn, 2010)
I Københavns Kommune blev der etableret to typer tiltag: EAT- og Mad-skoler.48 EAT-skoler havde et koncept om, at skolerne satte fokus på skolemad og madkultur. Konceptet gik ud på, at der var muligheder for at få mad i skolen ved køb i skoleboden. Maden er produceret i et institutionskøkken i De gamles By. Der laves forskellige typer af mad til indskoling, mellemtrin og udskoling. Maden færdiggøres i skoleboden ved hjælp af elever og lærere og en køkkenansvarlig. Der ligger et maddannelsesaspekt i forhold til inddragelsen af elever.
Der er udarbejdet et fælles afsæt og mål for EAT¬- og MAD-skolerne, der handler om maddannelse set som produktivitet, kognitive muligheder, lystbetonet og ansvarlig omgang med egen krop, æstetisk iagttagelsesevne, de menneskelige relationer og evnen til at træffe valg. Konceptet har indebåret store krav til madtilbud og design for hele arrangementet, men skal også accepteres af såvel forældre som elever for at kunne være et permanent tilbud. Skolemad skal i en kommune som København kunne hamle op med det tilbud, der ligger lige udenfor skolens område med shawarma, pizza og kebab eller til madpakken hjemmefra. Det har vist sig, ikke at være tilfældet, idet kun en mindre procent elever har indtaget maden, måske især fordi forældrene ikke har syntes, den var attraktiv nok i forhold til prisen, og selve maddannelsestankegangen har ikke været tilstrækkelig virksom eller erkendt af forældrene.
Det fremhæves, at arbejdet i et produktionskøkken skal give eleverne succesoplevelser og styrke deres almene kompetencer. Her er tale om alle de elementer, der nævntes i maddannelsesbegrebet under EAT-skolerne. Eleverne er også inddraget i madplanlægningen sammen med kokke og hjemkundskabslære, de kan derved få udfordret deres opfattelser og forståelser af fødevarer og madsammensætninger. Frokosten, der er samme ret for alle, skal indtages sammen i kantinen med læreren og fordeles fra de fælles fade efter appetit og madlyst.
OPUS projektet er ikke udført endnu men tilrettelagt som randomiseret skolemadsinterventionsprojekt med 64 3.-4. klasser fra 18 skoler med blandet socio-økonomisk elevgrundlag. Maden, som intervention, skal være ny nordisk hverdagsmad, der sammenlignes med den almindelige madpakke eller anden mad, der indtages i skolen, for at undersøge, hvordan de to former for skolemad påvirker på risikomarkører for livsstilssygdomme. Udover madens betydning for helbred, vil dens betydning for læring blive undersøgt ved hjælp af forskellige tests. Endelig vil der blive foretaget sociologiske undersøgelser ved hjælp af interviews, observationer og spørgeskemaundersøgelser, der skal afdække barrierer og potentialer ved madforsøget, vurderet af lærere, forældre og elever.
Det er et ambitiøst, dyrt og omfattende projekt, som har karakter af "what works" såvel på det ernærings-sundhedsmæssige plan som på det læringsmæssige. Hensigtsmæssigheden i at der så lige er valgt ny nordisk mad som koncept for madinterventionen, kan diskuteres i forhold til en senere gennemslagskraft hos forældrene. Der er ikke her, som det også sås i EVIUS tale om inddragelse af aktørperspektiver.
Alle disse projekter er udtryk for sundhedspolitiske tiltag. Alle er sådan set iværksat overvejende som top-down styrede projekter, dog har der i Evius og i Børn, mad og bevægelse være muligheder for at skolerne selv kunne beslutte, hvordan projektet skulle gøres, så der har været en vis grad af bottom-up i beslutningforslaget også.
Perspektiver
Det er et politisk spørgsmål, hvad skolen skal tage sig af, hvad vi vil være fælles om, og det er en udfordring at sætte børnene, maden og sundheden i skolen på spisesedlen. Det vil altid give anledning til et sammenstød mellem individ og samfund, mellem skole og individ, mellem individualisering og institutionalisering mellem frihed og tvang, mellem hvad vi vil/skal være fælles om, og hvad der er den enkeltes ansvar og eget valg. Skolemaden er som nævnt indlejret i en række diskurser, beslutninger, økonomiske betragtninger og institutionelle rammer. Diskurserne om skolemad gennem de sidst 125 år har gået på og går stadig på om:
. Mad i skolen er et fælles (politisk) anliggende, eller om det er den enkelte families eget ansvar?
. Skolemad skal være gratis eller forældrebetalt?
. Skolemad er del af skoledag eller spisepause?
. Skolemad kan være del af elevernes læring eller ernæring - eller begge dele?
Det kan ses som det offentliges indtrængen på den private sfære, sådan som nogle forældre oplever det. Set fra mit ståsted er det vigtigt, at skolen (og institutionerne) ikke kun retter deres dannelsesopgave mod det senere uddannelses- og arbejdsliv, men også mod et familie- og samfundsliv, idet jeg finder det væsentligt, at kunne forholde sig kritisk til sit livsgrundlag, og det vil sige maden både på det etiske, æstetiske, praktiske og teoretiske plan. Det kan ikke nytte, at vi (ud)danner analfabeter på mad/kostområdet. Uden viden, færdigheder og holdninger, og en handlekompetence på madområdet, kan kommende forældre og borgere ikke forholde sig til de store spørgsmål i et demokratisk samfund, der blandt andet omfatter, hvad der skal produceres, hvorfor, hvordan og for hvem.
Jette Benn, lektor ved DPU og dansk repræsentant i International Federation for Home Economies
KOMMENTAR: Skolemad mellem politik og pædagogik
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.