Forebyggelseskommissionens 52 forslag, der skal få middellevetiden i Danmark til at stige med 3 år i løbet af de næste 10 år, bærer præg af, at de gerne vil komme den sociale ulighed i sundheden til livs. Umiddelbart er det svært at være uenig i det positive i at fremme sundheden i Danmark og især i at bekæmpe den sociale ulighed i forekomsten af fedme og livsstilsrelaterede sygdomme. Men Forebyggelseskommissionens forslag har givet anledning til en voldsom debat om, hvor langt staten bør gå. Hvor går grænsen mellem regulering og formynderi, og hvem har i sidste ende ret til at definere, hvad det gode liv er? Staten eller folk selv?
Vi lever stadig usundt
Når vi kigger på KRAM-faktorerne, kost, rygning, alkohol og motion, er der nok at tage fat på i forhold til at forbedre danskernes levevis. Selvom flere og flere spiser mere frugt og grønt, og andelen af mættet fedt i kosten er faldet voldsomt de sidste par år, er det endnu kun en lille del af den danske befolkning, der lever op til de officielle danske kostråd.
Forbruget af sukker og alkohol i Danmark er blandt det højeste i OECD-landene, ligesom antallet af rygere også ligger i den høje ende sammenlignet med de andre OECD-lande. Der bliver stadig flere og flere danskere, der har et stillesiddende job. Det betyder, at selvom andelen af voksne danskere, der er fysisk aktive i fritiden, er steget, er manglende fysisk aktivitet stadig en af de væsentligste årsager til, at danskerne dør for tidligt.
Det er ikke fordi, danskerne ikke ved, hvad der er sundt, og hvad der er usundt. 84 procent af befolkningen ved, at de skal spise 600 gram frugt og grønt om dagen, mens 80 procent ved, at det er sundt at spise 2-300 gram fisk om ugen. Næsten 80 procent af befolkningen kender til sundhedsstyrelsens anbefalede maksimum indtagelse af alkohol og hele 60 procent ved, at det er usundt at drikke mere end 5 genstande ad gangen.
Danskerne ved altså godt, hvad det sunde liv er. Et nærliggende spørgsmål er så, om de mener, at det sunde liv ikke kan sættes lig det gode liv. Hvis det er tilfældet kan det være at danskerne bare ikke ønsker det sunde liv, men i stedet ønsker det gode liv. En anden mulighed er, at det sunde liv også er defineret som det gode liv, men at befolkningen hindres i at leve sundere af økonomiske og/eller tidsmæssige årsager.
Verden set med økonombriller
Som udgangspunkt antager vi økonomer oftest, at det enkelte individ er i stand til at træffe de valg, der er bedst for ham/hende under de givne omstændigheder. Denne antagelse betyder også, at vi bliver nødt til at accepterer de valg, som den enkelte træffer som værende bedst for ham/hende. Selv med økonomens briller er der dog tilfælde, hvor individet ikke nødvendigvis træffer de optimale valg, især ikke hvis man ser, hvad der er bedst for samfundet samlet set. Det sker, når det enkelte individs handlinger skader et andet individ enten direkte som eksempelvis ved passiv rygning eller indirekte ved øget træk på de offentlige sundhedsudgifter som følge af eksempelvis helbredstruende overvægt. I de tilfælde er det økonomisk retfærdiggjort, at det offentlige tager en rolle som regulator. Enten ved at definere ejendomsret, så eksempelvis rygeren får ret til at forurene luften, eller ikke-rygeren får ret til at indånde den rene luft, eller ved adfærdsregulering, eksempelvis ved afgifter på tobak eller alkohol. Forebyggelseskommissionen slår hårdt ned på rygning. Dels fordi det er en stor dræber, men også fordi det er relativt simpelt at regulere, og fordi det er et af de steder, hvor det er tydeligt, at skaden ikke kun rammer den, der ryger, men også omgivelserne.
Når det gælder fede og/eller inaktive, er det primært via øgede sundhedsudgifter, at den fede eller inaktive person skader det omgivende samfund. De sygdomsrelaterede konsekvenser bæres alene af den implicerede person. Debatten er derfor langt mere kompliceret i forhold til fedme og motion, end den er i forhold til rygning.
Ulighed i sundhed
Sammenligner man kosten mellem forskellige befolkningsgrupper, er det tydeligt, at uddannelse og især alder har stor betydning for, hvor tæt man er på at opfylde de officielle kostråd. Vigtigst er nok, at der ikke er den samme positive udvikling i kostens sammensætning for unge kort uddannede, som observeres for resten af befolkningen. Denne forskel skyldes ikke at unge eller lavt uddannede er mindre oplyste end deres medborgere. De er lige så interesserede i information om sund kost som andre befolkningsgrupper, og der er næsten ingen forskel mellem alders- eller uddannelsesgrupper, når man sammenligner andelen, der ved hvor meget fisk, frugt og grønt, de skal spise.
Det er ikke kun på kostområdet, der ses en ulighed i sundheden. Også inden for to andre væsentlige områder, rygning og motion, er der væsentlige sociale forskelle. De mange kampagner mod rygning har reduceret antallet af rygere i middelklassen, mens antallet af rygere stort set er uændret i de lavere sociale klasser. De lavere sociale klasser bevæger sig også langt mindre end middelklassen. På de fleste af KRAM-områderne observeres ikke den samme positive adfærdsændring over tid for de lavere sociale klasser som for resten af befolkningen. Det centrale spørgsmål er her, om det skyldes, at folk har forskellig mening om, hvad det gode liv er, eller om det skyldes forskelle i evner og muligheder for leve det sunde liv.
Hvis vi ønsker at tilbyde lige muligheder for alle, må vi acceptere, hvis ikke alle ønsker at benytte sig af disse tilbud. Formynderi begynder, når vi ikke vil acceptere dette og vil have ændret adfærd uanset folks opfattelse af, hvad det gode liv er.
Regulator versus formynder
Der er nogle individer som eksempelvis vore børn, overfor hvem vi bliver nødt til at have en opdragende rolle og fortælle, hvad der er rigtige og forkerte valg. Der er også nogle tilfælde, hvor vi kan være i tvivl om, hvorvidt det er i orden at være formynderisk. Vi antager eksempelvis, at unge over 15 er i stand til at forudsige konsekvenserne af deres kriminelle handlinger, hvorfor de kan straffes. Samtidig antager vi, at de ikke kan forudsige konsekvenserne af at ryge eller indtage alkohol, hvorfor vi forbyder dem at købe det. Eller hvad med den let alkoholiserede, rygende førtidspensionist? Han må gerne stemme ved et folketingsvalg og træffe økonomiske beslutninger, men han må ikke selv bestemme, hvorvidt hans liv bliver beriget eller fattigere af at ryge og drikke sig en øl på det nærliggende værtshus. Eller hvad med plejehjemsbeboeren, der har truffet beslutninger vedrørende sit liv i mange år, men nu skal spise fedtfattigt til hverdag, fordi vi synes, det vil højne hans livskvalitet.
Der er ingen tvivl om, at både regeringen og Forebyggelseskommissionen mener det godt. De har også befolkningen i ryggen, for på trods af at regulering på kost- og rygeområdet er et forholdsvis nyt fænomen, mener 55 procent af den danske befolkning ifølge Ugebrevet A4, at fedme påfører samfundet så store omkostninger, at samfundet har ret til at blande sig i den enkelte borgers vægt. Ligeledes er rygeforbuddet blevet bredt accepteret.
Dog er der nogen, der føler sig umyndiggjorte og stigmatiserede. Eksempelvis kan nævnes "De tykkes befrielsesfront" med sloganet "Forskellighed er en ideel kropsstørrelse". Eller Kim Larsens antirygelovs-kampagne under sloganet "Tillykke med rygeforbudet - gesundheit macht frei". For ikke at nævne den liberale tænketank CEPOS, der angriber Forebyggelseskommissions kommissorium for at mangle en debat om rimeligheden i, at staten påtager sig en forældrerolle over for dens borgere.
Det gode liv
Der er ingen tvivl om, at oplysning og regulering er vigtige elementer i at nærme sig et samfund med borgere, der lever længere og flere år med fravær af livsstilsrelaterede sygdomme. Det er vigtigt, at det sunde valg er let, billigt og ligetil for alle, så de borgere, der ønsker det sunde liv, ikke bremses af for eksempel økonomiske barrierer. Men det er lysten til at ændre adfærd hos det enkelte individ og lysten alene, der skal drive værket. Og holdningsændringen er på vej. I Emma Gads storhedstid fik de, der ikke brød sig om tobaksrøg, at vide, at de kunne forlade selskabet. I dag går rygerne udenfor. For år tilbage indeholdt en rigtig sovs piskefløde og salat var primært føde for kaniner. I dag er det ofte en lille smule pinligt, hvis sovsen er for fed, og man ikke lige har nået at lave salat.
For mange sættes der lighedstegn mellem et godt liv og det at spise sundt og motionere rigeligt. Måske er vejen frem at undgå tvang og i stedet sætte sin lid til en dannelses- og oplysningsbevægelse, der langsomt men sikkert vil lære os i højere grad at sætte lighedstegn mellem det sunde og det gode liv. Med stor respekt for individets ret til selv at vælge, hvad det gode liv er.
Sinne Smed er adjunkt ved Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, KU-LIFE, hvor hun forsker i fødevareøkonomi. Blandt andet betydningen af information og priser for et sundt kostvalg
KOMMENTAR: Ret til at leve usundt?
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.