Du kan skræddersy din egen uddannelse. Du kan tage uddannelse og passe dit job samtidig - eller søge SVU, voksen-SU, og studere på fuldtid. Du kan udbygge din uddannelse, så du får flere kort på hånden, når du skal søge nyt arbejde eller starte som selvstændig. Du kan studere de fag, som du var nødt til at fravælge på din uddannelse, fordi de ikke var en del af dit speciale.
I 2004 fik ernæring og sundhedsuddannelsen sin helt egen diplomuddannelse, ernæringsdiplomuddannelsen eller ED, som den kaldes i daglig tale. Udover denne eksisterer der også en pædagogisk diplomuddannelse med uddannelsesretningen kost, ernæring og sundhed. Uddannelserne er et godt tilbud til kompetenceløft, men virkeligheden viser, at det desværre ikke er særlig benyttet.
På de 4 udbydende University Colleges har man ved hver semesterstart svært ved at samle nok studerende til at oprette hold. Der er dog forskel på "hovedstaderne" og "provinsen", idet Århus (UC VIA) og København (UC Metropol, Suhrs) formår at samle nok interesserede til at starte moduler hvert semester, men i Sorø (UC Sjælland, Ankerhus) og Haderslev (UC Syd) er tilslutningen mere svingende. Hvorfor mon denne forskel? Er det et spørgsmål om forskelle i kendskab, eller er det snarere et kulturelt spørgsmål?
Når jeg taler med professionsbachelorer i ernæring og sundhed og ernærings- og husholdningsøkonomer, er der mange, der slet ikke kender denne mulighed for efter- og videreuddannelse. Ser vi på årsagerne hertil, så kan én af dem være, at professionsbachelorer i ernæring og sundhed og ernærings- og husholdningsøkonomer har så mange forskellige arbejdsområder. Og måske har ikke alle arbejdspladser en kultur for efter- og videreuddannelse.
Hvem er uddannelsen rettet mod?
Diplomuddannelserne henvender sig til alle, der har en relevant mellemlang, videregående uddannelse eller en kort videregående uddannelse samt 2 års erhvervserfaring. Diplomuddannelsen gennemføres på et niveau, der svarer til bachelorniveau og giver også forudsætninger for videreuddannelse. Dvs. at den både retter sig mod dig, der er uddannet professionsbachelorer i ernæring og sundhed, og mod dig, der har en ernærings- og husholdningsøkonomuddannelse. Samt for andre, der kunne falde inden for rammerne af "relevant videregående uddannelse". Desuden kan der optages studerende, der kan dokumentere anden relevant uddannelse og erfaring. Dette afgøres ved en samtale med uddannelsesstedet.
Hvad er en diplomuddannelse?
Diplomuddannelsen er en kompetencegivende videregående uddannelse på niveau med professionsbacheloruddannelsen, der udgør et selvstændigt, afrundet uddannelsesforløb. Uddannelsen er normeret til 1 studenterårsværk, det vil sige en heltidsstuderendes arbejde i 1 år svarende til 60 ECTS point, men den kan også tages som deltidsstudie. Hvis du tager uddannelsen som heltidsstuderende kan du søge voksen-SU, SVU.
Forskellen på de to diplomuddannelser
Både den pædagogiske diplomuddannelse i kost, ernæring og sundhed og ernæringsdiplomuddannelsen består af seks fagligt afgrænsede moduler:
- 1 obligatorisk modul om videnskabsteori
- 4 faglige moduler
- 1 afgangsmodul
Den største forskel på de to diplomuddannelser er det indledende modul om videnskabsteori. I den pædagogiske diplomuddannelse er videnskabsteorien (videnskabsteori og pædagogik) mere baseret på samfundsfaglig metode, mens ernæringsdiplomuddannelsens, ED, videnskabsteori (videnskabsteori, etik og metode) er forankret mere i den naturfaglige metode. Herudover har den pædagogiske diplom i kost, ernæring og sundhed 6 faglige moduler, mens der på ernæringsdiplomuddannelsen er 14 faglige moduler at vælge imellem.
Helt ny er en retning inden for ED'en med 4 nye faglige moduler om bl.a. fødevaresikkerhed og kommunikation. Denne retning er specialdesignet til dig, der arbejder med fødevarekvalitet og/eller fødevaresikkerhed fra jord til bord i både privat og offentlig regi.
Stor fleksibilitet
Du kan vælge at studere en "ren" PD eller ED med moduler, der er beskrevet inden for den enkelte diplomuddannelse. Du kan også vælge mellem samtlige de faglige moduler og sammensætte en diplomuddannelse, der er skræddersyet til dig. Eneste forudsætning er, at du tager videnskabsteori og afgangsmodul inden for samme diplomuddannelse. Det er også muligt at hente moduler fra andre diplomuddannelser. Det kan fx være, du er interesseret i at tage pædagogiske moduler fra lærernes diplom, eller at tage sygdomsforebyggende moduler fra sygeplejerskernes diplom. Moduler fra ledelsesdiplom er også en mulighed - blot skal der planlægges i samråd med uddannelsesstedet. Det er disse muligheder, der gør uddannelsen så spændende og fleksibel, men måske også en udfordring at overskue.
Du kan også tage et enkelt eller 2 af de faglige moduler uden at tage hele uddannelsen, idet hvert modul er en selvstændig, kompetencegivende efteruddannelsesenhed. Det kan give god mening, hvis man står og mangler viden inden for et felt, som man arbejder med eller gerne vil arbejde med i fremtiden.
Fremtiden for diplomuddannelserne
Så vender vi tilbage til spørgsmålet fra begyndelsen: hvorfor er det sværere at samle studerende til hold i "provinsen", og hvordan får målgruppen viden om uddannelsens eksistens? Uden udbredt kendskab til at der er denne mulighed - ingen studerende. Og din mulighed for at sammensætte et forløb efter dine egne behov er begrænset af, om der er nok, der søger det samme. Så hvad kan du gøre? Først og fremmest skal du henvende dig på uddannelsesinstitutionerne og stille spørgsmål. Tal med uddannelsesvejlederen om dine behov, og få hjælp til at gennemføre det forløb, du beslutter dig for. De problemer, der er forbundet med, at uddannelserne ligger i "provinsen", langt fra hvor du bor, kan måske overvindes ved, at dele af den kan tages som fjernstudier. Det findes allerede flere steder, så spørg efter det. Det giver dig mulighed for at være tilmeldt et studie, der fysisk er placeret længere væk fra din bopæl, og hvor du kun skal møde op enkelte gange. Og hvis det ikke er muligt at starte det ene sted, så hjælper studievejlederen dig med at finde et andet.
For tiden er ED ved at blive revideret, men indhold og moduler er det samme.
Du kan få mere viden diplomuddannelserne på Vidar, en database over offentlige voksen- og efteruddannelser, via linket øverst til højre. Der er også link til de relevante uddannelsessteder, hvor du kan læse mere diplomuddannelserne.
Winnie From Thesbøl er uddannelseskonsulent på University College Sjælland. Hun er uddannet ernærings- og husholdningsøkonom og cand.pæd.
KOMMENTAR: Hvorfor ikke vælge diplomuddannelsen?
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.