314 siders direkte realiserbare ideer til, hvordan du bør opføre dig for at være med i kampen mod den globale opvarmning. Danmark er stadig et af de lande i verden, der udleder mest CO2 per indbygger.
Denne bog viser, at det i dagligdagen er ret nemt at bremse op for energiforbrug og udledning af drivhusgasser. Masser af vaner skal naturligvis lægges om, men så kan det også give god samvittighed og besparelser på pengepungen.
Efter en ganske kort, generel introduktion til drivhuseffekten, debatten om den globale opvarmning og internationale klimaaftaler følger de næste mange siders gode, konkrete ideer til at gøre sit personlige CO2-fodaftryk betydeligt mindre. Det er såvel store som små ideer til hverdagen, og alle forslag begrundes udi faktuel viden og med henvisninger til kilder. Selv om det måske ikke lyder som ret meget at slukke for standbyknappen i forhold til at aflyse sin flytur til Phuket, så er der også gode penge og udslip at tjene ved de små, daglige tiltag.
Indholdet er gennemillustreret med fotos, tabeller, diagrammer og citater, og der er en række lettilgængelige faktaoplysninger og cases, der sammen med de talrige råd og vejledninger kan være med til at gøre bogen interessant i undervisningssammenhænge.
Den grafiske udformning gør, at det på trods af en flot layout er vanskeligt hurtigt at finde rundt. Men bogens indhold er opdelt i afgrænsede temaer som bolig, hoteller, computer, standby, transport og mad. Hvert tema har en kort, forklarende indledning. Og et omfattende stikordsregister letter elevernes søgninger.
Bogen kan gøre stor gavn som underviserens baggrunds- og ideboks - og som et solidt opslagsværk på biblioteket til elevernes flerfaglige projekter.
Kom ind i klimakampen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.