Pia Sperling, 27, og Pernille Madsen, 34, deler til daglig lærerværelse på Hellerup Skole. På Roskilde Festivalen serverer de gullasch og sandwich i madboden »Plan B«.
For Pernille er det anden gang, hun er på Roskilde, mens Pia er en garvet festivaldeltager med seks års erfaring: »Jeg elsker Roskilde. Man møder så mange mennesker. Det er fællesskabet. Jeg kom i søndags, og allerede nu kender jeg de 20 mennesker, jeg bor i lejr med«.
På trods af ubønhørlig regn er Pia ked af, at hun måtte tage hjem mandag og tirsdag for at forberede sig til næste skoleår.
Pernille glæder sig over, at hun har en morbror i Roskilde, for hun er ikke imponeret over teltpladsens mudderpøle. »Folk har gravet huller og fyldt dem med mudder, som andre kan falde ned i. Det er virkelig ulækkert«.
For at hjælpe på det dårlige vejr har Pias lejr fundet på en opløftende event.
»Vores lejr har været rundt i de andre telte og sunget fødselsdagssang for alle de andre - også dem, der ikke havde fødselsdag. Vi kommer med to guitarer og en banjo, og folk elsker det i det her regnvejr«.
Ingen af dem har endnu kysset en anden lærer på Roskilde. »Ikke endnu«, som de siger.
Den koncert, de glæder sig mest til at høre, er med islandske Björk.
Kolleger over gullaschgryden
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.