Kan lærer til lærer-vejledning kvalificere det pædagogiske arbejde med at integrere it og medier i den daglige undervisning? Ja, er konklusionen fra dette ITMF-projekt (IT og Medier i Folkeskolen) i Brøndby. Mødet mellem den mediefaglige vejleder og den fag-faglige underviser virker inspirerende for lærernes kompetenceudvikling og kvalificerer dermed undervisningen.
Udgivelsen fra projektet indeholder en samling fortællinger fra lærere og medievejledere samt indlæg fra skoleledere og forskere. Der er tale om praksisnære refleksioner over en række undervisningsforløb med inddragelsen af medier. Dels beskrivelser af, hvad læreren og medievejlederen helt konkret har bedrevet med klassen, dels overvejelser over, hvordan samarbejdet med medievejlederne har fungeret for den enkelte lærer.
De mest inspirerende afsnit er efter min mening dem der ikke kun handler om, hvordan medievejlederen hjælper læreren med den tekniske del, men der hvor den kritiske refleksion i vejledningsproceduren i højere grad kommer til orde. Et eksempel er en beskrivelse af logbogen som redskab i vejledningsprocessen, et sådant forløb kunne overvejes som en ide til udnyttelsen af skolernes sparsomme vejledningstimer.
Bogen kan anvendes som inspiration til en videreførelse og udvikling af processen med at kvalificere lærerne på det mediepædagogiske område.
Kollegavejledning i skolen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.