Af de 108,7 millioner er det lykkedes politikerne at få dækket 30 millioner på det samlede kommunale budget. Men pengene kommer ikke skolerne til gode, de skal i stedet bruges til at undgå flere besparelser på daginstitutionsområdet. Dermed er der stadig lagt op til massive besparelser på de københavnske folkeskoler.
Der skal spares 17 millioner kroner på undervisning og specialtilbud, som blandt andet dækker ekskursioner og lejrskoler. Derudover er skolerne blevet pålagt generelle besparelser på undervisningen på 19,4 millioner kroner, svarende til 250.000 kroner per skole i gennemsnit. De penge må skolerne selv finde i deres budgetter, som allerede er reduceret tidligere i år. Ifølge Københavns Lærerforening (KLF) kommer det til at koste op mod 200 lærerstillinger.
KLF: Ansvarforflygtigelse
"Det er en af de tristeste dage for den københavnske folkeskole, jeg har oplevet som næstformand. Politikerne har ikke turdet tage ansvaret for at skære i timetallet og modersmålsundervisningen, så i stedet har de lagt det ud til skolerne selv at løse problemerne. Det opfatter jeg som et udtryk for markant politisk ansvarsforflygtigelse", siger Ole Hein Christensen fra KLF.
Selvom Børne- og Ungdomsudvalget ikke har reduceret de ugentlige undervisningstimer med halvanden lektion, som der var lagt op til, frygter lærerforeningen, at besparelserne alligevel kommer til at gå ud over timetallet i sidste ende.
"Med færre lærere til at undervise, er der kun to muligheder for at få budgettet til at hænge sammen. Enten må man sætte klassekvotienten op, eller også må man skære i timetallet", siger Ole Hein Christensen.
Københavnske skoler bliver hårdest ramt af besparelser
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.