Der var stille i Grand Teatret, da rulleteksterne langsomt gled over lærredet. Flere af de fremmødte medlemmer af Københavns Lærerforening sad med tårer i øjnene. Billetterne til de 140 pladser til den danskproducerede Oscarnominerede film 'Mr. Nobody against Putin' var revet væk.
Denne eftermiddag var lærerne samlet ikke blot at se filmen om den russiske lærer og filmskaber Pavel Talankin, men også for at møde ham ansigt til ansigt.
Da filmen begyndte sad han i biografsædet mellem lærerne. Da lyset blev tændt, sad han med et lidt genert smil på en stol foran lærredet. Med Katya Kize fra det danske produktionsselskab Made in Copenhagen ved sin side. Klar til at tolke, for Pavel Talankin taler kun russisk.
Og så rejste de københavnske lærere sig op og lod klapsalverne hylde den russiske kollega.
Lærerens betydning for demokratiet
Siden formand for Københavns Lærerforening Katrine Fylking første gang så filmen for et år siden, har hun forsøgt at få Pavel Talankin til Danmark. Så det var en stolt formand, der bød velkommen til Talankin og lærerne.
“Man ser ham i filmen sammen med eleverne og sammen med kollegerne. Det gør, at man kan identificere sig med ham. Når man ser ham, bliver man mindet om, hvad det vil sige at være lærer. Filmen rammer direkte i lærerhjertet. Derfor er det vigtigt at møde ham,” siger Fylking.
I velkomsttalen understregede hun, at det er meget skræmmende at se, hvordan en helt almindelig lærer som Pavel Talankin, som tror på eleverne og deres evne til at tænke selv, på et splitsekund med et regeringsdekret får ændret forudsætningerne for at undervise.
”Det er skræmmende, fordi det sker i Rusland, i den virkelige verden. Og fordi det minder os om, at skolen altid er en afspejling af det samfund, den tilhører. Når demokratiet svækkes, mærker man det i skolen, og man mærker det i hvert eneste klasseværelse,” sagde Katrine Fylking i den københavnske biografsal.
”Derfor betyder det meget for os, at I er her i dag, inviteret til København af Københavns Lærerforening. Dette er ikke bare en filmbegivenhed. Det er en erklæring. En erklæring om, at lærerprofessionen og skolerne er afgørende for demokratiet nu og i fremtiden.”
En lærer, der viste virkeligheden
Efter filmen fik lærerne mulighed for at stille spørgsmål til Pavel Talankin. Stemningen var både meget taknemmelig og alvorlig.
“Vi sidder her med tårer i øjnene,” sagde en lærer fra salen.
“Tak fordi du deler din historie.”
”Tak for dit mod.”
Pavel Talankin fortalte, at han stadig har kontakt til sine tidligere elever i Rusland. De har en fælles gruppechat, hvor de følger filmens rejse rundt i verden.
“De skriver tillykke og er meget spændte,” fortalte han. “De er også bekymrede for filmen.”
I hans hjemby Karabash har næsten alle set filmen, fortalte han. Den er blevet delt mellem folk på telefoner og sociale medier.
“Hvis jeg selv havde løbet rundt i byen og sagt til folk, at de skulle se den, havde de nok ikke gjort det. Men nu har alle set den.”
Propagandaens virkelighed
Pavel Talankin fortalte også om konsekvenserne efter filmens offentliggørelse. Han har fået at vide, at alle lederne på hans skole blev samlet og fik en klar besked:
“Den her person eksisterer ikke længere. I taler ikke om ham.”
Han har selv været elev på skolen, og hans mor arbejder stadig på skolen som skolebibliotekar. En dansk lærer var nervøs for, hvordan det var gået hans mor, efter han på grund af filmen blev nødt til at forlade landet. Selv om nogle regionale medier skrev, at hun var blevet tvunget til at stoppe, så arbejder hun stadig på skolen, forsikrede han.
“Hun sad på biblioteket og passede sit arbejde, da hun ringede til mig og fortalte, at der stod i avisen, at hun var nødt til at forlade jobbet,” sagde han.
Kan han vende hjem?
En lærer ville vide, om Pavel Talankin nogensinde kan vende tilbage til Rusland – og om han har lyst til det.
“Jeg kan ikke tage tilbage til Rusland, som det er nu,” sagde han og fortalte, at han drømmer om at købe en flybillet og gå gennem grænsekontrollen, men han kan ikke se for sig, at det kommer til at ske.
En lærer spurgte, hvad der havde været det mest skræmmende at opleve hos eleverne.
Talankins svar var klart: hvor hurtigt holdninger kan ændre sig.
Han citerede en amerikansk professor, der beskrev udviklingen sådan:
“Først er det en rutine. Så bliver det kultur. Til sidst bliver det et fængsel.”
Han beskrev propagandaens styrke som et fængsel:
“Filmen viser, hvor hurtigt folk gik ind i cellen – og hvor hurtigt de lukkede døren bag sig.”
Han forklarede også, at døren til cellen ikke var låst, men at det kan være meget ensomt at gå ud af cellen, hvis alle andre vælger at blive i den.
Demokrati skal passes hver dag
Til sidst spurgte en lærer, hvad Pavel Talankin mener, lærere i demokratiske lande kan gøre for at beskytte ytringsfrihed og demokrati.
Talankin brugte et billede:
“Demokrati bliver nogle gange set som en himmelsk have. Men i virkeligheden er demokrati en ørken med et træ. Og du skal vande det træ hver dag. Hvis du ikke gør det, dør det.”
Derfor kræver demokrati konstant arbejde, understregede han.
“Man kan ikke bare nyde det,” sagde han og tilføjede, at hans oplever, at demokratiet har gode kår i danske skoler.
En gave fra danske lærere
Aftenen sluttede med, at Katrine Fylking overrakte Pavel Talankin en gave fra lærerne: en særlig pen med en helt speciel indgravering.
“Thank you for reminding us what it means to be a teacher,” stod der på den gyldne pen.
Pavel Talankin fortalte til sidst en historie om, hvordan projektet først blev kendt i Rusland. I lang tid kunne han ikke selv tale åbent om filmen, og han havde tænkt meget over, hvordan han skulle fortælle om den. Han fik hjælp fra en russisktalende lærer i Danmark. Hun hørte en dansk radioudsendelse om projektet og skrev et opslag om det på de sociale medier på russisk.
Det blev første gang, mange i Rusland hørte om filmen.
“Så hvis I kender en fysiklærer, der taler russisk,” sagde han med et smil, “så sig tak til hende.”
Københavnske lærere møder læreren, der filmede Putins skolepropaganda: "Rammer direkte i lærerhjertet"
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.