Det var ikke rar læsning for nogen, da den københavske Pisa-undersøgelse blev offentliggjort i går. En fjerdedel af eleverne i 9. besidder ikke læsekundskaber til at klare en almindelig ungdomsuddannelse, og hvis man ser på de tosprogede drejer det sig om halvdelen.
Handling må der til, er meldingen fra flere sider, men det kniber med enigheden. Forslag er der nok af.
De borgerlige partier med undervisningminister Ulla Tørnæs (V) i spidsen kræver standardiserede test, men det tror hverken Socialdemokraterne eller uddannelsesborgmester Per Bregengaard (Enh.) er løsningen.
"Jeg frygter at standardiserede test og en offentliggørelse af resultaterne vil tvinge skolerne til hele tiden at tænke på den næste test", sagde Per Bregengaard på et pressemøde.
Han peger i stedet på langt mere efteruddannelse til lærerne.
Lektiecafeer
Socialdemokraterne har hele tiden været imod standardiserede test, og efterlyser i stedet en særlig strategi over for de tosprogede elever.
"Vi må tage et politisk ansvar for at give de tosprogede elever en skolegang de rent faktisk kan bruge til noget Vi vil have indført lektiecafeer i SFOerne, så alle elever kan få kvalificeret hjælp til lektierne. Mange tosprogede børn kan ikke hente hjælp til lektierne derhjemme, og det sætter dem yderligere bagud i indlæringen", siger Socialdemokraternes folkeskoleordfører Thomas Adelskov i en pressemeddelelse.
Københavns Lærerforening ønsker også mere efteruddannelse til lærerne, samtidig med, at der stilles højere krav til alle elever. Der skal være mere tid til at arbejde med den enkelte elev, og forældrene skal tage et medansvar for folkeskolen.
Københavnsk Pisa: Alle kræver handling
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.