Formanden for de københavnske skoleledere, Carl Bagge, kalder det et demokratisk problem, når forvaltningen føler sig forpligtet til at holde fast på politikernes gamle beslutning fra 2002 til trods for en evalueringsrapport, der konkluderer, at forsøgsperioden har været alt for kort, og på trods af over 100 høringssvar fra skoler og institutioner, der også mener, at lønsumsstyringen skal udskydes, ind til man har nogle velfungerende simuleringsprorammer, der kan give skolerne overblik over deres udgifter. Mange af dem har også svaret, at der bliver brug for mere administrativt personale, hvis arbejdet med at styre budgetterne ikke skal gå ud over tiden til pædagogisk ledelse.
Ifølge oplægget er det meningen, at hver skole skal tildeles en lønsum ud fra en gennemsnitsberegning. Det bekymrer Københavns Lærerforening, som frygter, at det vil presse skolerne til at gå efter nyuddannede lavt lønnede medarbejdere og gøre det sværere for skolerne at holde på deres erfarne lærere. KLF og skolelederne frygter også, at skolerne mister oveblikket over deres egen økonomi:
"Vi har ikke set et system endnu, der virker perfekt. Og nu er de 15 forsøgsskoler blevet pålagt at skifte et til et program, som firmaet Accenture skal udvikle, formentlig fordi det skal spille sammen med lønudbetalingssystemet, så siden 1. maj har de slet ikke haft noget program", fortæller Carl Bagge, som mener, at en indførelse af lønsumsstyring 1. januar må ske ad frivillighedens vej. De aktuelle kæmpeproblemer med lønudbetalingerne til ansatte i Københavns Kommune er også med til at gøre, at byens skolebestyrelser vil vente med lønsumsstyringen. Foruden forvaltningens indstilling har politikerne i Uddannelses- og Ungdomsudvalget dog også evalueringsrapporten og den tykke bunke med negative høringssvar til rådighed, når de skal træffe beslutning i morgen.
København: Plan om lønsumsstyring trods fiasko-forsøg
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.