Børne og ungdomsborgmester Anne Vang vil afskaffe de særlige københavnske Pisa undersøgelser.
Pressebillede
Pisa-København bliver afblæst
Fra 2013 er det slut med københavnske Pisa-resultater. Kommunen vil hellere bruge pengene på kvalificering af lærerne.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
København har som den eneste danske by valgt at lave deres egen Pisa-undersøgelse.
Tre gange - nemlig i 2004, '07 og '10 - er der blevet lavet en københavner-Pisa. Og næste gang skulle så have været i 2013, men det bliver ikke til noget. I hvert fald foreslår et flertal bestående af Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten at droppe de københavnske Pisa-undersøgelser. I spidsen for afskaffelsen står børne- og ungdomsborgmester Anne Vang.
"Pisa er blevet misbrugt til at sige noget om noget, det slet ikke kan bære. Testen måler et standpunkt i 9. klasse, men er blevet brugt som et parameter for, om en særlig indsats i børnehaveklassen har været vellykket", siger Anne Vang til folkeskolen.dk. Hun tilføjer, at brugen af Pisa har skabt slinrekurs på skoleområdet, og at kommunen med afskaffelse kan arbejde mere langsigtet.
Københavnske tosprogede i Pisa-fremgang
Fra test- til evalueringskultur I stedet vil København i fremtiden som andre byer nøjes med at bruge kvalitetsrapporter som måleredskab for skoleindsatsen. Afskeden med PISA er et led i en kulturændring.
"Vi skal gå fra testkultur til evalueringskultur. Pisa er et stilbillede. Vi vil i stedet evaluere i praksis: Virker det, vi gør nu, rent faktisk", spørger Anne Vang.
Formanden for Pisa-konsortiet, Niels Egelund forstår godt, at København vil lukke for de lokale Pisa-test.
"Det er der ikke noget at sige til. Det var interessant, at de gjorde det, men jeg kan da godt forstå, hvis man som borgmester tænker, at man vil bruge pengene anderledes. De har jo også både egne test og de nationale test", siger Niels Egelund.
Københavns Kommune vil derfor i fremtiden satse på for eksempel aktionslæring og efteruddannelse af lærere.
Med afskaffelsen af de særlige PISA-undersøgelser sparer København 700.000 kroner per år.