Knoldesparkeren, flottenheimeren og glatnakken

Man starter med forbløffelse med at konstatere, at Lars Løkke Rasmussen har gået i klasse med Stein Bagger. Det fremgår nemlig af det opstillede klassebillede, der pryder forsiden til bogen "Knoldesparkeren, flottenheimeren og glatnakken". Men det er selvfølgelig en konstruktion ligesom den klasseanalyse, vi præsenteres for i denne udfordrende bog om det danske samfund, udarbejdet af tænketanken Center for Vild Analyse.

Skældsords-sociologien, som vi kender den fra Egon Olsen-sproget, rummer betegnelser som tørvetriller, ogginok og fedtspiller for blot at nævne nogle få udvalgte. I bogen er udgangspunktet for klasseanalysen en opdeling i de tre klasser: Den imaginære, den symbolske og den reelle - og i bunden finder vi røvbananen - personen, der er faldet helt igennem og altså befinder sig i en eks-position. Forfatterne postulerer, at det er de slangord, vi bruger om hinanden, når vi i uformelle sammenhænge sparker dæk og lukker luft ud af ballonen. Hverdagssociologien kunne man også kalde dette fænomen. Klasseskemaet findes som folde-ud-sider bagest i bogen - og tak for det - for man behøver det som hjælpemiddel i den hæsblæsende gennemgang af de forskellige positioner.

Af særlig interesse for skolelæreren - knoldesparkeren - er kapitel 3, som handler om, hvordan folkeskolen som samfundets centrale institution er et ideologisk statsapparat med svære opgaver både i forhold til at respektere det enkelte barns behov og til at fremme fællesskabet i et demokratisk samfund. Børnene møder op i skolen som en flok, men gennem skoletiden sker en omskabelse til en social orden, hvor man skal lære at positionere sig i forhold til hinanden. Det klarer ikke alle lige godt, der sker en udskilning af individer, og i den sidste ende skal eleverne foretage stærkt begrænsede strukturelle valg.

Hvad kan jeg blive? Vil du være knoldesparker, fisendasker eller røvbanan, min lille ven? Betegnelserne vil næppe gå an ved den årlige skole-hjem-samtale, og man bør nok afholde sig fra at kalde Peters far et røvhul og Susannes mor en skidespræller. Man kan nøjes med at tænke det!

Forfatterne hævder, at der i et samfund kan opstå særklasser. I særklassen åbnes der op mellem klasserne. Positionerne befinder sig pludselig i en ny frihed, der kan skabe bevægelse og forandring i samfundet, og særklassen kan skabe rum, hvor det bliver muligt at tjekke ud af den personlige selvrealiserings narcissistiske hysteri og ind i flokken på en måde, så demokratiet kan udvikles. Her slutter mennesker fra mange forskellige lag og dele af samfundet sig sammen, og de vante strukturer opløses. I afsnittet om særklassen gives et kvalificeret bud på, hvordan vi kommer videre. Bogen kan anbefales til alle samfundsinteresserede knoldesparkerskolelærere, der har lyst til at få vendt kendte forestillinger på hovedet og igangsat nye og udfordrende tankeprocesser. At bogen også er morsom, gør den bestemt ikke mindre seriøs.