Det måtte jo komme. Et skuespil/ en musical om hackere og computerspil. Det lyder måske tørt og kedeligt? Det er det absolut ikke.
Jette og Luffe er hackere. Efter en veloverstået transaktion sidder de og glæder sig over de let tjente penge. Nu skal de lige lege lidt. De sætter et spil 'Valhal' i computeren, og så sker der noget. Ved en fejltagelse får Luffe nemlig tastet Jette ind i selveste Valhal.
Her møder hun Odin, Thor, Brage, Idun og alle de faldne og genopståede krigere. Der er gilde og mjøden flyder.
Luffe får Jette tastet hjem igen, og de to unge ser nu uanede muligheder for flere let tjente penge. De kunne for eksempel stjæle Odins ravne og sælge dem til Ekstrabladet eller BT! Eller måske Iduns æbler, evig ungdom er der mange penge i!
Naturligvis er guderne ikke så nemme at narre. Det skal røbes, at det ender grueligt galt for Jette og Luffe.
Stykket kan opføres som skuespil eller musical. Sangene fås indspillet på kassettebånd, hvor der også er optaget diverse lydeffekter til forestillingen. Regibemærkningerne er meget instruktive. Et spændende og morsomt stykke for de 12-årige og opefter.
Knald eller fald i Valhal
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.