Klaus Rifbjerg som ung

Klaus Rifbjerg er ikke for sarte sjæle, og han er absolut ikke kedelig. Så meget desto større er grunden til at beskæftige sig med ham og til, at han er medtaget i den nyudkomne kanon. Det er undertegnede enig i.

Frank Egholm Andersen har udgivet en bog om forfatterens barndom og ungdom og om hans ungdoms forfatterskab.

Bogen vil meget og er svær at genrebestemme. Den bevæger sig mellem at være en biografi, en historiebog, en litterær fortolkning og en pædagogisk lærebog, der formidler Klaus Rifbjergs tid og særkender for ungdommen nu til dags.

Rifbjerg er mester i at udtrykke pubertetens kvaler som i dette citat: »Snakken gik tit om piger Derfor opfandt jeg kusine Birthe, som jeg foretog mig de mest fantastiske ting med «.

Efter anmelderens mening har Andersen slået ned på nogle gode steder i Rifbjergs tekster. Det giver udmærket stof til en yderst relevant undervisning i grundskolen. Den senere ungdomstids kvaler er imidlertid ikke relevant for ret mange af grundskolens elever.

Et problematisk træk ved bogen er den brede målgruppe. Typografi og opsætning signalerer grundskole, ord og tematik i lange passager peger snarere mod gymnasiet. Jeg har svært ved at forestille mig bogen i sin helhed brugt som klassesæt i vores skoleform. Dertil er den for svær. Udvalgte dele af bogen kan dog udgøre super godt stof for de store klasser. Et andet problem er den omtalte genreblanding. Den gør bogen svært gennemskuelig for eleverne og dermed vanskelig at bruge hensigtsmæssigt.