Klar, parat, scenariedidaktik

Hvad lærer børn af at gå i skole? De lærer at gå i skole.

Den lettere provokerende pointe er præcis det, som de fire forskere Simon Skov Fougt, Jeppe Bundsgaard, Thorkild Hanghøj og Morten Misfeldt vil hjælpe lærerne med at komme væk fra med deres nye “Håndbog i scenariedidaktik”. Den såkaldte “skolske” undervisning, hvor læreren stiller lukkede spørgsmål, eleven svarer, og læreren evaluerer. Hvor læreren spørger dem, der allerede kender svaret, for at få fremdrift i undervisningen. Og hvor eleverne hurtigt glemmer, hvad de har lært, fordi de ikke bruger det lærte til noget.

“Det forsøger vi at gøre op med i scenariedidaktik. Det er vores bud på en didaktisk samlebetegnelse for elevaktive undervisningsformer. En undervisning, der er orienteret mod en form for produkt – ikke nødvendigvis fysisk – og som er funderet i den måde, verden fungerer på uden for skolen. Det er ikke nyt i sig selv, men vi giver et didaktisk fagsprog for det”, forklarer Simon Skov Fougt.

Hvad kan eleverne så særligt lære af den form for undervisning?

“De skal lære det, som det er meningen, de skal lære i skolen, men som de ikke lærer af den almindelige tavleundervisning”, siger han.

Eleverne bliver sat over for at løse virkelige udfordringer, som har en betydning for dem selv og for andre mennesker. Det kan for eksempel være at interviewe ældre med demens, for at eleverne kan finde teknologiske løsninger på de ældres udfordringer. Et andet eksempel er elever, der analyserer kommentarer til kendtes YouTube-kanaler for at kunne udvikle et brætspil om de positive og negative aspekter af onlinekommunikation. Eller elever, der designer, prisberegner og planlægger et nyt bytorv med femkantede cairofliser.

Hvert fag har udfordringer

For fem år siden udkom bogen “Hvad er Scenariedidaktik”, hvor de fire forskere i dybden forklarede, hvad begrebet dækker over. Det er kort fortalt en intention om at skabe meningsfuldhed og engagement gennem faglige scenarier i undervisningen. Navnet kommer fra renæssancens comedia del arte-teater, hvor man skriver små sedler med “Du er sur” eller “Du er glad”, og så improviserer skuespillerne ud fra sedlerne. På samme måde skaber læreren en scene og nogle roller, som eleverne kan improvisere i.

Det kræver, at læreren gentænker sin undervisning, og det er ikke nemt, understreger de fire forskere. Netop derfor har de i den nye bog bedt 40 forskere, praktikere og læremiddeludviklere fra forskellige områder om at gå sammen i faggrupper og reflektere over, hvordan andre didaktiske metoder er i familie med scenariedidaktikken, og derefter skrive hver sin del af bogen, som gennemgår, hvordan man kan arbejde scenariedidaktisk inden for henholdsvis dansk, matematik, naturfag, sprog, historie, samfundsfag og teknologiforståelse.

“Det er en udfordring, at der kan ske en masse ting, når man sætter et scenarie i gang. Det er et afgrænset forestillings- og mulighedsrum, hvor der ikke er et facit. Scenariedidaktikken er en almen fagdidaktik, indholdet kan scenariedidaktik ikke bestemme, det kommer fra fagene”, fortæller Simon Skov Fougt.

I bogen beskriver forskerne, hvordan de forskellige fagområder har tradition for at arbejde elevaktivt og har forskellige udfordringer.

I sprogfagene er der for eksempel den ekstra udfordring, at undervisningen skal foregå på et sprog, som ikke er det, der omgiver eleverne, og de skal forsøge at agere i scenariet på et sprog, de ikke mestrer.

Historie kræver et dynamisk tidsperspektiv, fordi man ikke arbejder med elevernes nuværende virkelighed. I naturfag, matematik, dansk og teknologiforståelse mener forskerne, at scenariedidaktik er fuldstændig oplagt. Naturfag er i sig selv scenarier på virkeligheden, i matematik er grøn omstilling og digitalisering oplagte dagsordner at arbejde med, og der er også masser af mulighed for eksempel med dramapædagogik eller professionssimulering i danskfaget.

Scenariedidaktik er ikke nemt

Men selv om tankegangen bag scenariedidaktik går hundrede år tilbage til den pædagogiske tænker John Dewey med learning by doing, og at den tankegang på det ideologiske plan spiller en stor rolle, så viser erfaringerne, at det kan være svært at realisere den scenariedidaktiske undervisning som mere end punktvise projekter. Skolen bærer i hverdagen på mange måder mere præg af den anden amerikanske tænker fra samme periode Edward Thorndike, som stod for en mere formidlingsorienteret og instruktivistisk undervisningsform, mener forskerne bag bogen.

“Problemet er, at scenariedidaktik ikke er så ligetil, som det lyder. Det kræver tid, og det kræver en lærer, der tør acceptere de kaosfaser, der er en del af vores almindelige liv. Med bogen konceptualiserer vi det og belyser nogle af de problemstillinger, der er, ligesom vi giver eksempler på, hvad der kan virke, og hvilke faldgruber man med fordel kan undgå”, fortæller Simon Skov Fougt. Det er for eksempel en klassisk faldgrube at få skabt så stort et projekt, at elever og måske også læreren mister blikket for, hvad ideen er med det.

Fra målbar til mere holistisk faglighed

Bogen giver masser af eksempler på forløb, hvor lærere og elever har arbejdet med undersøgende matematik, marsbasen i fysik, kunstmuseet som sproglæringsrum, fortidige scenarier i historie, podcastproduktion i samfundsfag og computationel praksis i teknologiforståelse, men forfatterne lægger ikke skjul på, at der ud over de praktiske forhindringer i form af tid og overskud i hverdagen også ligger dybere udfordringer, som gør, at den her form for undervisning ikke er mere udbredt.

“Jeg ser to spor. Dels undervisningen i læreruddannelsen, som er rettet mod den skolske tilgang til undervisning, og det går endnu længere tilbage til politikere, som ofte har nogle andre billeder af, hvad faglighed er. Og dels den måde, som elever og forældre stadig opfatter faglighed på”, siger Simon Skov Fougt.

Det gælder faktisk også en del af de lærere, han har oplevet i de danskprojekter, han har været en del af.

Her har han hørt lærere sige, at vi også skal have fokus på det danskfaglige – det vil sige for eksempel stavning eller grammatik – som om den kommunikation, der ligger i det scenariedidaktiske projekt, ikke er danskfaglig.

Han mener, at det handler om den måde, vi driver skole på, hvor der er stort fokus på det let målbare. Og den tankegang vil han gerne have ændret.

”Scenarier i dansk er kommunikationssituationer: Jeg gør noget til nogen for noget. Det ved dansklærerne godt, men ikke desto mindre slår de stadig ned på det let målbare som for eksempel stavning. Målet er en mere holistisk fagforståelse, der kan give en mere meningsfuld undervisning”.