Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
STU

Klagenævn omgør sager: Fagligt dygtige elever kan også være berettigede til STU

De fleste klager om STU handler om unge, som har fået afvist, at de er i målgruppen, og i de fleste tilfælde ændrer klagenævnet kommunens afgørelse.

Dreng med kasket
Foto: HRAUN
Henrik Stanek
Henrik Stanek Freelancejournalist
3 kommentarer
8. april 2026, kl. 04:30
3 kommentarer

Klagerne på STU-området tegner et klart billede af, at kommunerne kan have svært ved at vurdere, om en konkret elev er i målgruppen for en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse.

I størstedelen af de 59 STU-sager, Klagenævnet for Specialundervisning modtog i 2025, havde kommunen således vurderet, at den unge ikke er i målgruppen for en STU. I næsten fire ud af fem tilfælde blev kommunens afgørelse ændret.

Det fremgår af klagenævnets årsrapport, som præciserer, at det ikke er bestemte funktionsnedsættelser eller diagnoser, som afgør, om en ung er i målgruppen for STU.

Det afgørende er, om funktionsnedsættelsen forhindrer den unge i at kunne gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse.

”Den unge kan godt have gode kognitive forudsætninger for at indlære, men ikke have evnen til at udnytte disse i et alment uddannelsesforløb, eventuelt med støtte, på grund af andre vanskeligheder,” skriver klagenævnet.

Kommune sagde nej til fagligt dygtig elev

Klagenævnet præciserede for to år siden i en såkaldt K-meddelelse til kommunerne, at de ikke kan gives afslag på en STU alene med den begrundelse, at den unge er kognitivt velfungerende. Alligevel volder det indimellem problemer.

Nævnet giver et eksempel med en elev med atypisk autisme, blandet udviklingsforstyrrelse af specifikke færdigheder og anden belastningsreaktion.

Elevens køn fremgår ikke, men lad os for letheds skyld sige, at det er en dreng. Eleven blev beskrevet som sensorisk følsom og med store sproglige vanskeligheder. Han viste tegn på social angst, stress og undgåelsesadfærd og havde udviklet selektiv mutisme og var konsekvent tavs i bestemte sociale situationer. Han var fagligt dygtig, men havde siden tiårs alderen udvist tegn på mistrivsel og belastningssymptomer som angst, stemmehøring og isolationstendenser.

Udfaldet af alle afsluttede STU-sager i 2025

  • Ændret: 41 procent
  • Hjemvist: 20 procent
  • Afvist: 14 procent
  • Ikke ændret/stadfæstet: 14 procent
  • Bortfaldet p.g.a. klageren: 11 procent

I  5.-6. klasse havde han udviklet omfattende skolefravær, og det lykkedes først at få ham i skole igen i et specialklassetilbud i løbet af 8. klasse. Det lykkedes dog ikke for ham at gå til afgangsprøve i matematik i 9. klasse grundet angst.

Eleven fortsatte i 10. klasse i skoletilbuddet og kommunikerede fortsat primært gennem kropssprog, havde ikke udviklet venskaber og kunne kun holde til at være i skole fire dage om ugen. Mod afslutningen af 10. klasse blev hans trivsel beskrevet som nedadgående. Han endte med at få et sammenbrud og var ikke i stand til at tage med på besøg på FGU. Skolen sendte en underretning om elevens forværrede psykiske tilstand.

Eleven havde fortsat behov for støtte

Den unge i eksemplet ville gerne på STU, men kommunen gav afslag på, at han var i målgruppen.

Kommunen lagde vægt på, at han var normaltbegavet og tilbød ham et FGU-forløb, som kunne forberede ham til en ordinær uddannelse og bidrage til at afklare ham yderligere.

Men det er klagenævnets vurdering, at den unge var i målgruppen for en STU og ændrede kommunens afgørelse. Nævnet fremhævede, at den unge blev beskrevet med et langvarigt, lavt socialt funktionsniveau, og til trods for de særligt tilrettelagte indsatser fremstod han fortsat sårbar og med et omfattende støttebehov.

En bedring af hans funktionsniveau ville således være en længerevarende proces, så klagenævnet vurderede, at det ikke ville være muligt for ham at udnytte sine gode kognitive ressourcer til at gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse inden for en overskuelig fremtid.

Specialundervisning er en god indikation

I årsrapporten fastslår klagenævnet, at vurderingen af, om en ung er i målgruppen for STU, især skal bygge på de erfaringer og resultater, som er opnået under elevens skolegang frem til ansøgningstidspunktet og gennem eventuel anden beskæftigelse eller uddannelse.

”For en række unge vil der allerede foreligge undersøgelser og lignende, som med en vis grad af sikkerhed placerer dem enten inden for eller uden for målgruppen. Har en ung gået i specialskole, vil det være en indikation for, at den unge er i målgruppen for en STU,” lyder det fra klagenævnet. 

Kommunen kan alene gennemføre afklaringsforløb og/eller indhente sagkyndige oplysninger, hvis kommunen vurderer, at sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes en korrekt afgørelse. 

Reglen om valgmuligheder anvendes ikke altid korrekt

Den anden klageårsag på STU-området er unge, som ønsker at gennemføre deres STU på et andet uddannelsessted end det, kommunen har tilbudt.

Her spiller det ind, at STU-loven blev ændret august 2023, så kommunen skal give den unge flere tilbud at vælge mellem. Alle valgmuligheder skal matche den unges behov, ønsker og interesser, som afdækkes i dialog med den unge. 

Klagenævnet har i lighed med 2024 set eksempler på, at kommunerne har fortolket regelsættet om valgmuligheder forskelligt. I sager, hvor reglerne ikke er anvendt korrekt, kan klagenævnet hjemvise til fornyet behandling og afgørelse i kommunen.

I 2025 hjemviste nævnet 10 sager om uddannelsessted, svarende til to ud af tre sager på dette område.

I flere af sagerne havde kommunen ikke anvendt reglerne om valgmuligheder korrekt, men der var også sager, hvor den unges mål og ønsker for sit STU-forløb var så sparsomt og ukonkret beskrevet, at det ikke kunne danne grundlag for en vurdering af, hvilket forløb der vil kunne imødekomme den unges behov, specifikke mål og ønsker for sin STU.

Ikke nok at sammenligne priser med STU-portal

Januar 2025 blev STU-loven igen ændret, så den unge nu selv kan foreslå et alternativ til kommunens tilbud.

Kommunen har pligt til at imødekomme den unges ønske, hvis betingelserne i bestemmelsen er opfyldt. Tilbuddet skal både være registreret på portalen STU-overblik og matche den unges behov, ønsker og interesser. Derudover må prisen ”ikke i uforholdsmæssig grad” overstige, hvad kommunens tilbud koster, og det må ikke indebære en urimelig lang befordrings- eller ventetid for den unge.

Her fremhæver klagenævnet, at kommunen ved en prissammenligning skal undersøge prisen for det konkrete forløb med de individuelle behov, forløbet skal imødekomme for den unge. 

”Det er ikke nok at sammenligne priser oplyst på den nationale portal STU-overblik, da de alene er vejledende takster og derfor ikke fastsat efter et nærmere tilrettelagt forløb,” skriver nævnet.

Du kan læse klagenævnets årsrapport her.

3 kommentarer

Læs også

  • Kommuner ser forskelligt på unges ret til flere STU-tilbud

    Kommuner ser forskelligt på unges ret til flere STU-tilbud

1 relateret artikel
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Klagenævn omgør sager: Fagligt dygtige elever kan også være berettigede til STU

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS