Den 1. juli 2010 klagede folkeskolen.dk til Ombudsmanden over, at Undervisningsministeriet og Statsministeriet havde været et halvt år om at give aktindsigt om forberedelserne af statsminister Lars Løkke Rasmussens såkaldte 360-graders eftersyn af folkeskolen. Den alt for sene udlevering af dokumenterne betød, at muligheden for at kvalificere den dengang aktuelle debat med faktuelle oplysninger blev forpasset.
Men også Ombudsmanden har fået lov til at vente længe. Den 22. september sidste år havde de to ministerier endnu ikke svaret, så Ombudsmanden rykkede dem - dog uden, at det førte til noget. En ny rykker den 7.december gav heller ikke noget resultat. Vi skulle 11 dage ind i 2011, før Statsministeriet svarede, og Undervisningsministeriets redegørelse dukkede først op den 27. januar efter endnu en telefonisk rykker. Men brevets indhold var ikke godt nok til, at Ombudsmanden kunne finde rundt i det, så i fredags fik Undervisningsministeriet besked på at strukturere svaret, så man kan tage stilling til "om ministeriet delvise afslag på aktindsigt er korrekt".
Udleverer flere dokumenter
Men uanset, hvordan Folketingets Ombudsmand ender med at vurdere ministeriernes sagsbehandling, har klagen allerede givet resultat, for under forberedelsen af svarene til Ombudsmanden har begge ministerier fundet sagsakter, som burde være udleveret for længe siden.
I Undervisningsministeriet har man nu med et års forsinkelse sendt fire sagsakter til folkeskolen.dk, og Statsministeriets Vækstforum har tilsvarende udleveret syv dokumenter, som burde være udleveret i januar 2010.
"Jeg har jo ikke belæg for at hævde, at fejlene er sket med vilje, men det er altså ikke godt nok, at sagsakter først udleveres, når der klages og længe efter, at debatten om indholdet kunne være foregået," siger Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten, som i Folketingets Uddannelsesudvalg har spurgt til en ny sag om langsom sagsbehandling i Undervisningsministeriet. Og også fået svar om klagen til Ombudsmanden om en tidligere sag, selv om hun ikke havde bedt om det!
I Statsministeriet er der ingen, der vil tale med folkeskolen.dk til citat, men i en e-mail forklarer kommitteret Kristian Korfits Nielsen, at de dokumenter, der nu er udleveret, oprindeligt blev opfattet som interne arbejdspapirer. Men "i forbindelse med den fornyede gennemgang af sagen opstod der imidlertid tvivl om, hvorvidt dokumenterne rent faktisk kunne anses for interne, derfor besluttede Sekretariatet for Vækstforum at give aktindsigt i dem."
Departementschef: Sagen er ikke syltet
Undervisningsministeriets departementschef Sophus Garfiel undskyldte i januar, at man har været alt for længe om at svare Ombudsmanden. Han forsikrer, at der ikke er nogen, der har ønsket at sylte sagen og forklarer forsinkelsen med koordineringsproblemer mellem Statsministeriet og Undervisningsministeriet.
"Jeg er ked af, at jeg ikke kan sige noget mere fornuftigt, det beror på koordineringen mellem de to ministerier og en garanteret meget grundig sagsbehandling. Men derfor er det stadig utilfredsstillende, at det skal tage så lang tid," siger han.
Ikke fribillet til at trække tiden ud
Da Tina Nedergaard sidste sommer over for Folketingets Uddannelsesudvalg beklagede, at Undervisningsministeriet havde været alt for længe om at give folkeskolen.dk aktindsigt, var hendes hovedbegrundelse for forsinkelsen, at man først skulle finde frem til nogle principielle kriterier for, hvad offentligheden kan få lov til at se.
Departementschef Sophus Garfiel siger til folkeskolen.dk, at han er "grundlæggende enig i", at man skulle tro, at ministerierne blot kunne bruge de samme kriterier, når Ombudsmanden skulle svares.
Den vurdering deler Johanne Schmidt-Nielsen.
"Men det må kunne ses på praksis. Undskyldninger giver ikke fribillet til at trække tiden ud," siger hun.
"Når Ombudsmanden vurderer, at en sag er så alvorlig, at han vil se på den, så skal der bare svares omgående. Det er ikke alene uacceptabelt, at Ombudsmanden har måttet rykke flere gange og vente på svar et halvt år. Det er dybt alarmerende. At både Statsministeriet og Undervisningsministeriet tilsyneladende blot selv kan bestemme, hvor længe de vil være om at svare, er udtryk for en magtarrogance, som man ikke burde kunne slippe af sted med," siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Ingen kommentarer
Undervisningsminister Tina Nedergaard ønsker ikke at svare på Johanne Schmidt-Nilsens kritik, og det er der heller ikke nogen i Statsministeriet, der vil.
Klage til Ombudsmanden giver aktindsigt i flere dokumenter
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.