Folkeskolen skal undervise de ældste elever på en helt ny måde. Den traditionelle klasseundervisning skal erstattes af forelæsninger og faglige værksteder, foreslår KL i et nyt skolepolitisk udspil.
"Vi gør op med 'ettallernes tyranni' - der går på én klasse, én lærer, én time. I stedet erstatter vi skolens prøver, skemaer og klasser med en ny form, hvor undervisningen organiseres gennem forelæsninger, værksteder, kurser og projekter", forklarer KL-formand Jan Trøjborg til Danske Kommuner.
Individuelle skoleskemaer
KL foreslår en helt ny overbygning fra 6. til 9. klasse, hvor eleverne selv sætter mål for deres læring og sammensætter deres eget skema i samarbejde med lærere og forældre. Skoledagen indledes og afsluttes i klasserne, men imellemtiden mødes eleverne til forelæsninger eller til gruppearbejde på tværs af årgange og følger deres helt egne individuelle skoleskemaer.
Den nye overbygning kræver, at lærerne har hyppige samtaler med eleverne om deres mål, og KL foreslår, at lærerne i fremtiden tilbringer en langt en større del af deres arbejdstid på skolen.
KL vil gøre op med traditionel undervisning
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.