Der er store forskelle på, hvor stor en del af arbejdstiden lærerne bruger på undervisning. KL har tilbudt kommunerne at gå med i et partnerskab, for at kommunerne bedre kan sammenligne lærernes lokale arbejdstidsaftaler.
"Partnerskaber handler om at skabe transparens. Det handler om at vi på alle mulige måder er optaget af, at kommuner skal kunne sammenligne sig med hinanden. I første omgang er det et spørgsmål om at kunne gennemskue forskellene både inden for kommunen og mellem kommuner", siger formand for KL's Løn og Personalepolitiske udvalg Michael Ziegler.
Michael Ziegler er også borgmester i Høje Taastrup og har taget imod KL's tilbud om at være med i partnerskabet. Kommunen har ikke som andre steder betalt for KL's ydelser. Michael Ziegler formoder, at Høje Taastrup fik ydelsen gratis, fordi KL ønskede at have netop den kommune, hvor Ziegler var borgmester med i partnerskabet.
Lærerne skal undervise mere i krisetid
"Vi kan se, at der er meget stor forskel på, hvordan A08 aftalen anvendes. Der er meget stor forskel på, hvordan man prioriterer lærernes arbejdstid. Og det bliver synliggjort i det her partnerskab. Det kan godt i en krisetid, som vi er i, føre til at kommunerne siger, at vi vil prioritere lærernes undervisning. Det betyder ikke, at lærerne skal lave mere. Det betyder, at de skal bruge mere tid på kerneopgaven undervisning og mindre tid på andre opgaver".
Michael Ziegler fortæller, at der lige nu er ved at blive udarbejdet en rapport om partnerskabet, som forventes offentliggjort i slutningen af året. KL vil bruge rapporten til at sprede erfaringerne til andre kommuner. Men de konsulenter, der har været på besøg i den enkelte kommuner og meget minutiøst regnet på lærernes arbejdstid skal ikke ud i kommunerne igen.
"Det her partnerskab er sådan set afsluttet. Men det kan da godt være, at der er andre kommuner, der er interesseret i noget lignende", siger Michael Ziegler.
DLF: Sammenligning af undervisningsprocenter er meningsløs
Det budskab glæder formand for Overenskomstudvalget i DLF Gordon Ørskov Madsen.
"Det er glimrende, hvis det kan medvirke til, at vi får fokus på det der er A08's force. Vi skal have fokus på kvalitet i undervisningen og fokus på tillid og samarbejde. Det er det, der skal til, hvis vi skal skabe kvalitet i undervisningen". Gordon Ørskov Madsen kan godt forstå, at kommunerne har brug for at skabe transparens for at bruge pengene bedst muligt, men han mener, at KLs tilgang til arbejdstidsaftalen er helt forkert.
"I partnerskabsrapporterne sammenligner man udelukkende tal. Hvordan kan det give mening at sammenligne undervisningsprocenten mellem kommuner, når man ved, at det der giver kvalitet er, at man eksempelvis har læsevejledere, at man har et velfungerende skolebibliotek, at man satser på efteruddannelse af lærere. Det er noget, som vi ved giver kvalitet i undervisningen, og som skaber bedre resultater af undervisningen hos eleverne. Men KL holder fast i, at det stadig giver mening at sammenligne underisningsprocenter på tværs af kommuner. Det er meningsløst. Man skaber transparens ja, men ikke kvalitet", siger Gordon Ørskov Madsen. Michael Ziegler mener, at sammenligninger også kan være med til at skabe kvalitet i undervisningen.
"Det kan ikke være i strid med en aftale, at der laves gennemsigtighed og mulighed for at sammenligne. Det må alle andre medarbejdergrupper leve med. Og det kan lærerne også. Lærerne har absolut ikke noget at skamme sig over, og vi kan selvfølgelig også på skoleområdet lave sammenligninger. Der kan være alle mulige grunde til at der er forskelle. Men der er også alle mulige grunde til at få det synliggjort", lyder det fra Michael Ziegler.
KL: Partnerskabet om lærernes arbejdstid er afsluttet
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.