Kommunalbestyrelsen skal ikke selv udarbejde handlingsplanen, men sikre, at det sker og følge op på resultaterne, skriver KL i sit høringssvar til folkeskoleforliget.
Kommunalbestyrelsen skal beslutte en systematik for, hvordan forvaltningen tager fat i de svageste skoler og sammen med skoleledelsen prioriterer resurserne bedst muligt til gavn for kvaliteten. KL protesterer også imod planen om at offentliggøre handlingsplaner for nødlidende skoler på internettet:
"Offentliggørelser om sådanne forhold er demotiverende for alle skolens parter og fremmer tillige fraflytning af resursestærke familier", skriver KL i sit høringssvar og foreslår samtidig, at ordet handlingsplan erstattes af 'Plan for støtte og vejledning' for at signalere en positiv, læringsorienteret tilgang.
Ligesom skolelederne i Lederforeningen siger KL fra over for den lange liste i lovforslaget over oplysninger, som skolerne skal levere til den planlagte årlige kvalitetsrapport for hver eneste skole:
"Folkeskolen skal ikke ud i stribevis af prøver og målinger, men gennemføre så enkel dokumentation, at den giver den fornødne indsigt på alle niveauer", skriver chefen for KL's skolekontor Hanne Lumholt i høringssvaret.
KL mener, at kvalitetsrapporten skal omfatte tre områder - elevernes udbytte af undervisningen, resurseudnyttelsen og forældrenes tilfredshed.
KL-nej til offentlige handlingsplaner for skoler i krise
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.