Kirsten døde søndag morgen. Mandag morgen gik flaget på halv på Lundergårdskolen i Hjørring, som i så mange år har været Kirstens skole. Det var tungt.
Selv om vi godt vidste, at nu måtte det snart få ende, for Kirsten har været uhelbredeligt syg i meget lang tid, så var budskabet alligevel lammende.
Kirsten har haft en helt enestående plads i vor skoleverden. Hun var en fremragende pædagog, som altid stillede store krav til sine omgivelser, men størst til sig selv. Hun havde alt det i sin personlighed, der gør den gode lærer, og hun brugte sig selv helt ud. Så derfor blev hun en af dem, der betød så meget for fællesskabet; vi er mange, der gerne prøvede vore ideer og tanker af i samtale og samarbejde med Kirsten.
Sådan var det, før Kirsten blev syg, men dethelt fantastiske er, at selv om hun var me-get syg og fik det stadig dårligere, så holdt hun ikke op med at leve med i, hvad der skete på skolen.
Vi brugte hendes enorme viden og engagement umiddelbart før sommerferien, da vi skulle have et nyt spændende projekt sat i gang.
Hun var med i to lange planlægningsdage, og da jeg bekymret spurgte, hvordan hun havde det, svarede hun: 'Ikke godt, men jeg vil hellere være med her, end jeg vil sidde hjemme og tænke på jer'.
Hun blev et eksempel for os alle, fordi hun stadig levede livet fuldt ud på trods af sygdommen.
Det var på en besynderlig måde livsbekræftende at sidde og snakke med Kirsten, selv iden sidste tid, hvor hun bestemt ikke havdedet godt. Det var ikke så meget sygdom-men, det drejede sig om - men livet i al sin mangfoldighed - og gerne skolen. Hun udstrålede en glæde over stadig at kunne leve med, som man måtte beundre, og som på samme tid fik en selv til at besinde sig og ikke lade sig slå ud af småting. Kirsten var et stort menneske.
Gunnar Dahl Pedersen
Kirsten Molbæk Jørgensen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.