'Kinderspiele' føjer sig til rækken af tyske film, som udgives af Forlaget Mols. Som det gælder for de tidligere, er der her valgt en kvalitetsfilm, som har modtaget priser, og som udmærker sig ved en lang række kvaliteter.
Men er det tilstrækkelig grund til at udgive filmen som et skolemateriale? Jeg mener nej. Jeg tror ikke, vi til tyskundervisningen altid gør ret i at vælge yderst seriøse film, der omhandler hverdagens problemer i en tysk ramme.
Ifølge bogens omslag er miljøet tidløst. Det mener jeg ikke. Filmen foregår i en fattig, mindre, grå by, som mest af alt minder mig om det tidligere Østtyskland lige efter Berlinmurens fald. Forlaget påpeger, at filmkritikerne roste filmen for 'en vidunderlig balance mellem alvorlige øjeblikke og komiske situationer'. Det er uden tvivl rigtigt set med voksenøjne, men der er langt mellem det sjove, som i denne film snarest har karakter af tragikomik, som kræver af tilskueren, at man kan sortere en lang række andre ting fra. Man kan altså bestemt ikke klage over materialets kvalitet. Hele pakken forekommer fint bearbejdet og har mange arbejdsmuligheder og temaer indbygget: historie, pubertet, venskab, skole samt forholdet mellem generationer i Tyskland, og her er nogle af ledetrådene.
Jeg tvivler bare på filmens appel til vore unge og på, om vi virkelig ønsker at fastholde vore unge i det tysklandsbillede, som denne og andre film giver dem.
Kinderspiele
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.