Pædagogisk brandslukning løser ikke mistrivsel, i stedet skal der mere fokus på struktur, lærerautoritet og elevernes følelsesmæssige udvikling, mener psykolog og ph.d Susan Hart.
Susan Hart er ikke hvem som helst. Hun er en psykolog, hvis foredrag kan fylde Bremen Teater i København. Hun står bag den såkaldte neuroaffektive udviklingspsykologi, som er meget populær blandt pædagoger, og som også kan bruges i skolen.
”Vi hører sjældent om, at folkeskolens krise handler om, at man ikke ved, hvordan man underviser i dansk og matematik. Det, der fylder, er, at børn har svært ved at selvregulere og være nysgerrige og interesserede i undervisningen. Det handler om, hvordan børn har svært ved at indgå i det, som neuroaffektiv udviklingspsykologi handler om, nemlig samspillet med andre mennesker,” siger Susan Hart.
”Der er tre udviklingsdomæner. Det ene er det, skolen tager sig af – det er den kognitive udvikling. Det andet er motorisk udvikling, og så er der den personlige, følelsesmæssige og sociale udvikling. Det er alt det, der handler om, hvordan mennesker trives, hvordan vi indgår i samarbejde, og hvordan vi selvregulerer i samspil med andre mennesker.”
Lige præcis samspillet mellem mennesker er noget, lærere hele tiden tænker over, mener Susan Hart. Hun oplever, at lærere er optaget af, hvordan de styrer en klasse og indgår i samspil med eleverne. Lærerne overvejer hele tiden, hvordan de får eleverne til at tie stille og have lyst til at blive undervist. Men de er udfordrede.
”Folkeskolen har en reguleringskrise med sine elever. Vi taler om uro, og om hvordan klasser er svære at håndtere. Der er elever, der har svært ved at finde ro i klassefællesskaber. Neuroaffektiv udviklingspsykologi giver et bud på, hvordan man undgår sammenbrud og uro i klassen.”
Man har givet børn meget børnemagt. De skal lyttes til og høres, men spørgsmålet er, om pendulet er svinget for langt over mod, at det er barnet, der bestemmer
Susan Hart psykolog, ph.d.
Når hun snakker med lærere, oplever hun ofte, at de gerne vil gennemføre en undervisning, hvor de når pensum og lærer eleverne noget.
”De oplever, de skal vælge mellem ro eller pensum. Men det er forkert at se det adskilt fra hinanden. Problemet er, at lærerne bliver pressede, fordi der er så meget fokus på, at de skal skabe ro i klassen, så eleverne kan klare sig godt i nationale test. Det er noget, som Undervisningsministeriet skal tage dybt alvorligt, for det sætter lærerne i et krydspres.”
Lærerne skal tage autoriteten tilbage
For at forstå, hvordan vi er endt der, mener Susan Hart, at man skal tilbage til dengang, hun selv gik i skole.
Dengang hvor skolen på et splitsekund tog svinget fra den autoritære lektor Blomme til en anerkendelselseskultur.
”Det er misforstået. Man er kommet alt for langt ind i anerkendelsesdagsordenen. Vi skal ikke tilbage til det autoritære, men vi bliver nødt til at se på, hvordan vi kommer tilbage til, at læreren er karavanefører og i stand til at skabe struktur i klassen. Elever skal trænes i, at der er en autoritet, som bestemmer. Når strukturen er der, så skal der hældes anerkendelse i” siger Susan Hart.
Det handler om øjenkontakt, guidet overgang, en anerkendende gestus, et øjebliks rytme
Susan Hart psykolog, ph.d.
Susan Hart medvirkede i DR-dokumentaren ‘Smertensbørn’, hvor lærer Allan Mortensen kæmpede med at opnå ro på Høng Skole. Hun mener, at dokumentaren netop viser, hvad der sker, hvis læreren ikke påtager sig autoriteten i klasseværelset.
”Man ser, hvad der sker, når læreren ikke får sat rammerne. Eleverne kommer dalrende ind i klassen. De bestemmer selv, hvor stolene skal stå. Stolene kan trille og dreje. De spiser slikkepinde og har benene på bordet. Der er ingen sociale færdselsregler, og dermed heller ikke noget, som læreren skal håndhæve,” siger hun og slår fast:
”Det er læreren, der skal bestemme, hvor bordene skal stå, og hvem der sidder sammen. Læreren skal være i klassen, når eleverne kommer. En god autoritet handler forlæns.”
Læreren skal skabe et vi-fællesskab
Hun mener, at lærerne er medansvarlige for, at eleverne er undervisningsparate.
”I udsendelsen ser man tydeligt, at læreren ikke oplever, at han skal sætte strukturen. Han forventer, at børnene er undervisningsparate. Men det er læreren, der er ansvarlig for at skabe et vi-fællesskab. Han skal fastholde, at det er hans opgave at sætte rammen og bestemme strukturen i klassen. Så bliver det nemmere at få eleverne til at tilpasse sig, og så bliver der plads til den anerkendelse, mange taler om.”
Hun er uenig med blandt andre Louise Klinge i, hvordan man skaber ro i en klasse.
”Det er rammen, der skaber ro, og anerkendelse, der skaber udvikling. Ro kommer ikke af at skulle tilpasse sig alle elevers behov,” siger hun.
Hun mener, at det er vigtigt, at eleverne kender skolens rammer og kan tilpasse sig dem.
”Vi mennesker bliver trygge af at kende rammen. Vi bliver trygge af, at vi ved, hvor grænsen er. Lærerne skal have lært at være tydelige.”
Børnemagt har taget overhånd
Ifølge Susan Hart er det ikke kun skolen, der har et problem. Det er et kulturelt problem, der bl.a. handler om, at familielivet er blevet demokratiseret.
”Derfor ser man sager, hvor man tror mere på barnet, end man tror på forældre eller lærere. Det er det omvendte af, hvad der skete for 20 år siden. Man er gået fra helt at tro på de voksne til helt at tro på barnet. Pendulet er svinget i den helt modsatte retning.”
Både forældre, lærere og pædagoger er pludselig dem, som skal bevise deres uskyld, hvis et barn kommer med beskyldninger.
”Det har været med til at smadre mange forældre, lærere og pædagoger. For selvfølgelig skaber det en masse stress, når bevisbyrden pludselig udelukkende er på den voksne. Man har givet børn meget børnemagt. De skal lyttes til og høres, men spørgsmålet er, om pendulet er svinget for langt over mod, at det er barnet, der bestemmer,” siger hun.
Susan Hart forstår, hvorfor børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye ønsker at give lærerne større magtbeføjelser til eksempelvis fysisk indgriben.
Men hun er ikke enig i formen.
“Hans formuleringer kan give indtryk af, at fordi han mener, at børn er dårligt opdragede, skal de straffes, når de ikke makker ret. Min overbevisning er, at når børn gør det, de gør, så gør de det, fordi de ikke kan andet i situationen,” siger hun.
Man må meget gerne sætte rammer og se vred ud, bare man ikke er gal indvendig. Det handler om at få styr på, hvad der sker inde i én selv
Susan Hart psykolog, ph.d.
Det er de voksne omkring børnene, der har ansvaret for at skabe den ro og de rammer, som er nødvendige for, at børnene kan indgå og falde til ro i fællesskabet, mener hun. “Det perspektiv jeg savner i hans udmeldinger,” siger hun.
”Når barnet kan sætte spørgsmålstegn ved alting, så er det ikke nemt at komme tilbage og at skabe folden igen og få børn til at indordne sig. Det er en del af den trivselskrise, vi står i,” siger hun.
Det kan læreren gøre
Og så kommer vi tilbage til, hvordan Susan Hart mener, at neuroaffektiv udviklingspsykologi kan hjælpe lærerne til at genvinde autoriteten i klasseværelset.
Eller næsten. For der er ingen snuptagsløsninger, understreger psykologen, når hun henvender sig direkte til læreren.
”Det handler om lærerens selvagens, som er at vise sin naturlige venlige autoritet. Der er ingen opskrifter på, hvordan du gør. Det handler om at få en oplevelse af at få autoriteten ind i dig. Når børn gør noget, som du ikke synes, de skal, så skal du kunne fastholde din autoritet og holder fast i rammen uden at blive en udskældende og straffende lærer.”
Hun er ikke i tvivl om, at der hver dag på landets skoler er lærere, der kommer i afmagt. Det skal man undgå, lyder det fra psykologen.
”Man må meget gerne sætte rammer og se vred ud, bare man ikke er gal indvendig. Det handler om at få styr på, hvad der sker inde i én selv,” siger hun.
”Det handler om samhørighed. At man har kontrol og indflydelse på det, der sker, og man kan se en mening med det, der sker.”
Den følelsesmæssige, personlighedsmæssige og sociale udvikling skal fylde mere i skolen. Hvad skal man bruge en høj IQ til, hvis man ikke kan samarbejde med andre og har en personlighed, der kan rumme evnerne?
Susan Hart psykolog, ph.d.
Der findes redskaber. De er egentlig simple, og lærerne kender dem godt. Men de skal være forberedte, så man kan gribe dem, når situationerne opstår.
”Der skal være en aftalt kultur på skolen om, hvad man gør. Så der også er et ledelsesansvar forbundet med det,” siger hun og peger på, hvad lærerne kan gøre.
”Man skal have nogle strukturerede aktiviteter eller lege klar til at komme ud af en anspændt situation. Man skal kunne sætte noget i gang, som børnene bliver nysgerrige på. For hvis man kan samle gruppen i en leg, så hjælper man sig selv med at bevare sin karavaneførerposition,” siger hun og tilføjer:
”Mange kneb gælder, man må bare aldrig miste sin autoritet.”
Selv har hun udviklet det udviklingsstøttende program Udviklingspsykologisk Social Struktureret Aktivitet (Nussa), som er et legebaseret gruppeforløb for børn i indskoling og mellemtrin, og Ung Udviklingspsykologisk Neuroaffektiv Gruppeaktivitet (Ung), som er et forløb for unge, hvor der arbejdes med identitet, robusthed og relationer i et fællesskab.
Forudsigelige voksne får barnet til at sænke paraderne
Hun er ikke i tvivl om, at skoler, der lykkes med at støtte børn i følelsesmæssige og sociale vanskeligheder, arbejder bevidst med struktur og autoritet.
”Jeg kalder det dryp i hverdagen. Det handler om øjenkontakt, guidet overgang, en anerkendende gestus, et øjebliks rytme. Det er de små, men vedvarende impulser fra nærværende voksne, som skaber børnenes regulering.”
Det andet er en fast struktur i skolen.
”Det handler om faste rutiner, tydelige rammer og forudsigelige voksne, som giver barnet mulighed for at sænke paraderne og finde ro. Strukturen er ikke et fængsel, den er et følelsesmæssigt anker.”
Hun håber, at skolen er klar til at vende mere fokus mod elevernes følelsesmæssige udvikling.
”Den følelsesmæssige, personlighedsmæssige og sociale udvikling skal fylde mere i skolen. Hvad skal man bruge en høj IQ til, hvis man ikke kan samarbejde med andre og har en personlighed, der kan rumme evnerne?”
Kendt psykolog i opråb: Lærerne skal tage autoriteten tilbage
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.