Verden er foranderlig. Der er i den seneste tid brugt mange naturfagstimer på katastroferne i Japan. Hvad er der sket, og hvad er baggrunden? Hvilken betydning har katastroferne? Vedkommer katastroferne os? Spørgsmålene er utallige, og svarene findes ikke umiddelbart i elevernes geografi-, biologi- eller fysik/kemi-bog.
Dette er det webbaserede undervisningsmateriales indlysende fordel. En elevbog til naturfagene har typisk været flere år undervejs og benyttes i en årrække på skolerne, inden den skiftes ud. En onlineportal som Clio's har mulighed for at være opdateret i forhold til verden uden for klasselokalet, kan opdateres løbende og suppleres med aktuelt indhold.
Clio Onlines internetportal for naturfagene tilbyder en komplet pakke af læremidler til de enkelte fag og lærervejledning til at planlægge og gennemføre et tværfagligt undervisningsforløb. Internetportalen indeholder alt det, vi kan forvente af et naturfagslærebogsystem med faglige tekster, eksterne link til supplerende tekster og videoklip, forslag til undervisningsforløb og elevaktiviteter. Det er herefter op til den enkelte lærer at sammensætte egnede undervisningsforløb.
Teksterne er mangfoldige og tilbydes i en let og en svær udgave. Ideen med differentiering er rigtig god, ikke mindst i en tid hvor elevernes læsekompetencer er i fokus, og hvor der bruges mange resurser på faglig læsning. I elevteksten forklares svære ord i en tekstboks, når musen bevæger sig hen over ordet.
Nogle elever vil dog komme til kort, da eksterne link i mange tilfælde henviser til sider, som ikke er pædagogisk bearbejdede til målgruppen, og som i nogle tilfælde er på engelsk. Det samme gør sig gældende for nogle af portalens egne fagtekster. Både den sproglige og den faglige sværhedsgrad svinger fra tekst til tekst og bærer præg af at være skrevet af mange forskellige forfattere. Her kunne en påtegning med fagligt niveau være en stor hjælp.
Fagsamarbejde mellem naturfagene i udskolingen har med Fælles Mål 2009 igen fået en central plads. Sigtet med flerfagligt samarbejde er, at naturfagsundervisningen gennem året veksler mellem enkeltfaglige forløb og flerfaglige forløb. Målet er, at eleverne i folkeskolen i højere grad skal opleve, at naturfagene spiller sammen, ligesom de gør i det virkelige liv, for eksempel i forskningen og den måde, vi bruger, taler om og forholder os til natur, levevilkår, resurser, teknologi, miljø og sundhed.
Forfatterne skal med forløbet have stor ros for at være tro mod at få naturfagene geografi, biologi og fysik/kemi til at spille sammen, som intentionerne er i Fælles Mål 2009. I lærerresurserne til undervisningsforløbet anvises gode og relevante tilgange til, hvordan naturfaglig viden kan bidrage til at formidle forståelse af aktuelle begivenheder, som eleverne kender fra medierne.
Det er oplagt at tage udgangspunkt i aktuelle problematikker, som eleverne kender fra medierne. Verden er tværfaglig og opleves også sådan af eleverne. Det skal komme til udtryk i undervisningen.
Katastroferne i Japan
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.