Vagn Lundbye kender til de beretninger, som de naturnære mennesker verden over fortæller. Og nogle af disse historier beretter om, at ethvert menneske er forbundet med et ganske bestemt dyr; altså at vi alle har et dyrejeg.
I bogen får Karoline denne indsigt gennem en samtale med en dyrepasser i Zoo, og hun går straks på jagt efter sin dyrefælle.
Men det er ikke mennesket, der vælger sit dyr. Det er dyret, der vælger sit menneske. Når hun er ved sine fulde fem, fortoner mulighederne sig, og i drømme finder hun et dyr, som ikke er det rigtige.
Først da hun får influenzafeber, indfinder dyret sig. Og hvilket dyr!
Bogen er illustreret af debutanten Anne Mette Edeltoft, og hun må været godt og grundigt indfanget af beretningen, for i hendes smukke billeder er især dyrene præget af den varme i øjnene, som kun oprigtige forbundsfæller har.
Her er en smuk bog, som sætter tanker i sving, og som kan få en til at slå et smut ind i biologisamlingen for at kigge på fosterudvikling: plante, fisk, frø, pattedyr . . .
En fin oplæsningsbog til indskolingen og en overraskende igangsætter, hvis mellemtrinnets børn skal i gang med at skrive fabel-agtigt.
Karolines dyreleg
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.