Men et originalt og spændende tekstudvalg er der i de tre bøger. Lad forfatterne få ordet i et citat fra indledningen til bogen for 9. klasse: "Litteratur kan være besættende. Her er rytme og dynamik. Her er vildskab, oprørskhed og livsbegær. Her er mod til fornyelse og rablende, sprælsk humor" ... "litteraturen er oplevelse og erkendelse, en enhed af tanke og følelse. Indtryk, der maser sig på fra omverdenen, og udtryk, der maser på indefra".
En rammende beskrivelse af, hvordan oplevelse af stor litteratur kan være. I disse bøger er der et glimrende tekstudvalg, der viser, at forfatterne har lavet et kæmpearbejde med at finde kendte og mere ukendte tekster.
Det er en dejlig oplevelse at læse disse bøger. De obligatoriske klassikere er med, men også mange andre væsentlige forfattere er repræsenteret. Blandt dem udenlandske litterære kæmper som Dostojevskij og Dickens.
Forfatterne har imidlertid et problem med ordet vi. Undertiden refererer vi til de voksne litteraturelskere, til andre tider lukkes eleverne ind i fællesskabet. I indledningerne er målgruppen derfor upræcis, og det bevirker, at de fleste elever ikke vil kunne forstå store dele af dem.
Den samme dobbelthed optræder i tekstvalget. Nogle af teksterne er meget svære for mange elever, og forfatterne anbefaler også, at teksterne gennemgås i fællesskab. Den lærerstyrede klasseundervisning vil få en renæssance, hvis disse bøger bliver grundbøger i danskundervisningen.
Derfor kan jeg anbefale bøgerne til en klassesætsamling, hvor man en gang imellem kan inddrage disse flotte mosaikker af litteratur i undervisningen. Som egentlige grundbøger er de for omfattende og svære. Hvis bøgerne på den skitserede måde inddrages i danskundervisningen i perioder, vil eleverne kunne få store oplevelser med ældre tekster, og begrebet kanon vil for dem blive forbundet med udviklende og inspirerende læring.
Kanon i dansk 7-9
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.