Publikationen fra Ligestillingscentret har til formål at give debatten et bredere perspektiv, end enkeltsager kan føre til, samt at fokusere på, hvad vi kan gøre for at bekæmpe tvangsægteskaber.
Materialet fremlægger strategier for en dansk indsats mod tvangsægteskaber og argumenter for en handlingsplan, angående hvilke områder der bør opprioriteres for at undgå disse ægteskaber. Tillige diskuteres, hvordan et tvangsægteskab fortolkes samt balancen mellem definitionerne på henholdsvis arrangerede og tvungne ægteskaber.
Her gives konkrete bud på, hvordan indsatsen mod tvangsægteskaber kan iværksættes via et grundigt arbejde med en række forskellige elementer og problemstillinger. Et nøgleord er gensidighed. Strategier må tilvejebringes i fællesskab mellem majoritetens og minoritetens organisationer og institutioner og må være integrerende for ikke at splitte familier.
Et andet nøgleord er målrettet uddannelsesmæssig indsats for minoritetspiger og -kvinder for at fastholde dem i uddannelsessystemet og for at formidle viden om eksisterende love og regler på området. Budskabet er, at bekæmpelse af tvangsægteskaber er et samfundsmæssigt anliggende og ansvar, som vi alle må bære.
Materialerne er illustreret med fotos og har et godt og overskueligt layout.
På videoen følger vi en ung muslimsk piges bryllupsfest. Her er ikke tale om tvangsægteskab, men om et traditionelt bryllup med de skikke og ritualer, det indebærer. Videoen giver udtryk for, at tvangsægteskaber strider mod islam og koranen.
Begge materialer lægger op til debat om et politisk varmt emne og kan som sådan anvendes i folkeskolen.
Kan tvang være en æressag / Nanna gift uden tvang
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.