Konservatismen kendes på det inderlige ubehag ved forandringer. Henning Fonsmark er konservativ, han er litteraturmagister og har et arbejdsliv bag sig som chefredaktør ved Weekendavisen, Berlingeren og Børsen. Han kan ikke lide socialdemokrater og radikale politikere, men hævder i øvrigt, at det er irrelevant.
Vi er i den situation, at den principielle skolekritik i dag ikke kommer fra progressive pædagoger, men fra konservative, der frygter, at noget, vi tillægger betydning, er ved at gå tabt. For skolens og børnenes skyld - og for lærernes skyld: Læs og forstå Fonsmarks kritik, før du får Frank Dahlgaards skole! Fonsmark har fat i noget principielt, Dahlgaard er kun et vulgært udtryk for en ny autoritær pædagogik.
Fonsmarks polemik mod kulturradikalisme og nymarxisme finder jeg uinteressant. Fonsmark er særdeles velinformeret, men han kludrer lidt rundt i nogle faktuelle forhold vedrørende skolens formål, og han giver groteske fortolkninger af det. Fonsmark reducerer den socialdemokratiske drøm om lighed til ligemageri - og det er ren polemik. Jeg er villig til at se bort fra alt dette, fordi fronten i dag går et andet sted, og det er temaet for Fonsmark.
Temaet er i korte træk dette, at progressive pædagoger i dette århundredes sidste halvdel har formået at få skolepolitikere til at gøre de pædagogiske slogans til politiske programmer. Ikke mindst sloganet om at sætte 'barnet i centrum' viser sig at være et middel i 'kampen mod kundskaber' og ultimativt at få magt over mennesket.
For at forstå, hvor fatalt dette er for kulturformidlingen, henviser Fonsmark til traditionen fra Rousseau, der som bekendt har leveret alle præmisserne for Pol Pots kulturrevolutionære pædagogik i Cambodia i de røde Khmerers tid. Vil man lidt længere ind i denne historie, bør man læse om det i Per Stig Møllers 'Den naturlige Orden' (også en konservativ!). Min ungdoms drøm om nogle raske revolutioner, der skulle overstås, for at vi pædagoger kunne komme i gang med at skabe 'det nye menneske', er her udstillet, så det gør ondt.
Reformpædagogikken og den progressive pædagogik kan ikke bringes påén formel, men et væsentligt fællestræk er postulatet om 'et metafysisk barn' (Fonsmarks betegnelse). Ved at reducere pædagogikken til anvendt psykologi må man tage det naturalistiske barnesyn med i købet, hvilket er helt i forgrunden i traditionen fra Sofie Rifbjerg til C.C. Kragh-Müller. Fonsmark har ikke blik for, at denne psykologi også lærte os at tage hensyn til barnets natur og gøre noget ved børns vilkår, men han har blik for den farlige indbildning, at psykologer skulle have særligt indblik i et naturligt 'metafysisk' barn. Pædagogiske programmer på det grundlag har siden Rousseaus tid været kulturfjendtlige. Overalt i reformpædagogikken ser vi foragten for traditionen og for den overleverede kultur. Kun de børn, der ikke forhindres i deres naturlige udvikling af en lærers forsøg på at undervise, har mulighed for at blive lykkelige og harmoniske.
Men for at barnet skal kunne udvikle sig naturligt, må skolen satse på aktivitetspædagogikken. Barnet skal have materialer og plads for aktiviteter. Kundskaberne ofres - de er jo enten forældede, irrelevante eller direkte undertrykkende - og metoderne dyrkes. Form bliver til indhold. Derved fremmer man den personlige udvikling, hævdes det. Hvis man vil have indtryk af, hvor grotesk dette har udviklet sig under den nuværende undervisningsminister, skal man læse ministeriets pjece 'Udvikling af personlige kvalifikationer i uddannelsessystemet' (1996).
Fonsmark har i forlængelse af dette en kritik af læseplanerne, der udkom i 1995. En helt berettiget kritik, der først og fremmest går på et manglende indhold, men dybest set angår det, at vi i demokratiets skole ikke kan få offentlighed om, hvad skolens undervisningsopgave er.
Der er en sammenhæng i Fonsmarks kritik fra skildringen af 'det metafysiske barn', fra læreren ud på sidelinien og det til læring halverede undervisningsbegreb til de elendige læseplaner i pragtbind, ministeriet udsender. Fonsmark har fat i det principielle, at den udøvende magt nu i stedet for at begrænse sig til at administrere lov og ret påtager sig en opdragende funktion: Det nye menneske, der er ansvarlig for egen læring.
Fonsmarks kritik er berettiget, men billedet af dansk skoledebat er fortegnet. Ministeriets temahæfte 'Om grundlæggende kundskaber' fra 1986 blev solgt i enorme oplag, lærerforeningerne og Folkeskolen tog meget positivt imod, og det blev taget op på mængder af kurser i de år. Men så kom Ole Vig Jensen til med en politisk styring af folkeskolens udvikling! Og så fik han en formand for folkeskolerådet, Svend E. Petersen, som Fonsmark citerer for en totalt forvrøvlet opfattelse af, hvad undervisning er.
Fonsmark demonstrerer, at kritik forudsætter kundskaber - og uden kundskaber er der slet ingen adgang til at påtage sig et ansvar. Det er det, kulturkampen og en kritisk pædagogik i dag handler om. Måske skulle Fonsmark dog overveje den pointe, at de marxistiske analyser af skolens funktion i et kapitalistisk samfund, som var almindelige i 70'erne, også havde fat i en del af sandheden - nemlig den, at når økonomien bestemmer politikken, og Finansministeriet foreskriver, hvad der er kvalitet i undervisningen - så bliver det pædagogiske program, som eleverne skal tilegne sig, at det ikke gør noget, at de er dumme, blot de kan samarbejde. Det er jo det, der er brug for på markedet.
Kampen mod kunskaber ...
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.