Der er ingen hokus-pokus løsninger, når det gælder om at få mænd, unge og mindre resursestærke til at omlægge deres kost- og motionsvaner. Rapporten "Sund livsstil - hvad skaber forandring" konkluderer, at man bør satse på at ramme folk på mange områder, hvis kampagner skal have gennemslagskraft. Man skal forsøge at påvirke den enkeltes viden, værdier, holdninger og engagement. Og samtidig skal man fokusere på de sociale sammenhænge, som den enkelte indgår i. Desuden gælder det om at skabe sundhedsfremmende miljøer, der kan gøre det sunde valg til det lette valg.
Rapporten tager fat på, hvordan man påvirker især unge, mænd og mindre resursestærke, da kostundersøgelser viser, at det særligt er de grupper, der har svært ved at leve sundt. Det er Fødevareministeriet, der sidste år igangsatte den videnskabelige udredning af sidste år.
Mænd kan nås på arbejdspladsen
Arbejdspladsen er det sted, man bedst når mændene. Når det gælder mænd, er det vigtigt at inddrage socialt fællesskab med andre mænd, konkurrenceelementer og støtte fra familien. Desuden ser det ud til, at mændene lytter mere, når man forsøger at fremme sundheden gennem fysisk aktivitet frem for kostomlægninger.
"Undersøgelsen viser blandt andet, at mænd er ekstra modtagelige overfor sundhedsfremmende tiltag, der finder sted på arbejdspladsen. Derfor ser jeg frem til resultaterne af et projekt, vi har sat i gang i samarbejde med 3F, som skal gøre det nemmere for mændene at vælge en sundere kost" siger tidligere fødevareminister Eva Kjer Hansen.
Unge påvirkes af idolerne
Udredningen viser blandt andet også, at unge er mest modtagelige overfor kampagner og oplysning, hvor rollemodeller - og gerne kendte mennesker eller idoler - står som afsender af budskabet.
De unge vil også hellere have praktisk læring i stedet for teoretiske argumenter - og man flytter dem lettere ved at bruge undervisningsaktiviteter, der involverer dem.
Mindre resursestærke lytter til pengepungen
Kuponer til sunde fødevarer eller prisregulering ser ud til at have betydning for mindre resursestærkes motivation til at ændre kost- og motionsvaner. Anbefalingerne til, hvordan man bedst rammer denne gruppe er at fokusere på at skabe sundhedsfremmende tiltag på de arbejdspladser eller i de boligområder, hvor de bor.
Udredningen er gennemført af Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed, Region Hovedstaden i samarbejde med Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Århus Universitet; Center for Folkesundhed, Region Midtjylland og FDB.
Kampagner skal spille på mange strenge
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.