Formålet med kampagnen 'Vild og stille' er at skabe rammer for, at skolen kan rumme børn med ADHD, uanset om deres lidelse viser sig i form af uro i kroppen eller som stillesiddende indadvendthed.
"Der er stadig brug for mere viden om ADHD blandt lærere i de danske skoler og vi glæder os over, at ADHD-foreningen udstyrer os med nogle værktøjer til at øge forståelsen for de her børns hverdag", siger Lise Weber Egholm, skoleleder på Rådmandsgades Skole i København, i en pressemeddelelse.
"Vi skal generelt blive bedre til at rumme børnenes forskellighed, så vi ikke ender med et samfund, hvor en stor del af børnene sendes på specialskoler. Det giver både samfundsmæssig og økonomisk mening", siger skolelederen.
Lege fremmer forståelsen for børn med ADHD
Kampagnen sætter fokus på uro i kroppen og koncentrationsbesvær og giver anvisninger på konkrete lege, som klasselæreren kan sætte i gang i klassen.
Legene skal skabe forståelse for, hvordan det føles at have ADHD, og de kan være med til at kickstarte snakken om ro og uro.
Eleverne kan for eksempel prøve, hvor længe de kan sidde stille, når de bliver kildet med en fjer, eller hvor svært det er at skulle tegne en bestemt tegning, når det halve af klassen larmer rundt om én i forhold til at gøre det samme i ro.
"På den måde kan børnene lære, hvordan det er at have ADHD. Heldigvis er symptomerne ikke fremmede før for børn. De kender alle fornemmelsen af at have for meget energi i kroppen eller ikke kunne koncentrere sig. Disse fornemmelser genskaber vi gennem en række lege, så der er grobund for en diskussion om, hvordan det mon er at have ADHD - og ikke mindst hvad man kan gøre for at håndtere det", hedder det i kampagnematerialet.
Tre leveregler giver plads til forskellighed
Statistisk set vil alle Danmarks skolebørn opleve at modtage undervisning sammen med en klassekammerat med ADHD. Det kan virke forstyrrende og irriterende på hele klassen, når ADHD kommer til udtryk som hyperaktivitet.
Det er ADHD foreningens mål at skabe grundlag for en dialog i klassen, som gerne skal udmønte sig i tre hverdagsregler, som bedre indlemmer barnet med ADHD i klassen. Det kan for eksempel være en regel om, at barnet som den eneste må rejse sig og gå rundt i klassen, imens der undervises.
ADHD-foreningen har sendt materialet til 2.567 skoler. Man kan tilmelde sig kampagnen via linket til højre.
Kampagne skal skabe plads til børn med ADHD
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.