H.C. Andersens eventyr »Den standhaftige tinsoldat« ligger til grund for dette værk for trestemmigt børnekor. Instrumentalledsagelsen er udskrevet for lille og for stort orkester. I »Korlederen« er der ud over korstemmerne skrevet ud for klaver, bas, trommer, tværfløjte og synthesizer. Orkesterpartituret indeholder ud over dette også stemmer for klarinet i Bb, første- og andenviolin, bratsch og cello.
Fortællerens rolle som oplæser af den forbindende tekst er vigtig, men der er også mulighed for at dramatisere værket, enten som opførelser af små pantomimer eller tableauer, eller man kan vælge at gå den lange vej og skrive hele teksten om til drama. Ligeledes er der mulighed for undervejs at indlægge små solistpræstationer fra koret. Endelig skal det nævnes, at værkets tekster er vigtige, så man bør ved større opførelser arbejde med kormikrofoner.
Sangene spænder vidt i stilarter. Lige fra jazzvals og vals til samba, swing, rock og reggae. Melodierne er enkle og sangbare og sidder lige »i skabet« med det samme. Rigtige ørehængere! Det flerstemmige optræder i begrænset omfang for eksempel som »uh-stemmer« eller kun i omkvæd. I øvrigt er der gentagelser af sange, og det er godt. For et øvet børnekor vil værket give passende udfordringer. Derimod kræver orkesterdelen noget mere af udøverne. Det vil være tilrådeligt at lade orkesteret bestå af lærere og elever fra en musikskole. Et flot og varieret korværk, der kan give opgaver til en bred elevflok.
Kærlighed på ét ben
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.