Af A. Strange Nielsen
Fortsættelsesskoler i landbosamfundet. Bruunsminde i Toksværd - og andre skoler for den konfirmerede ungdom
144 sider, 150 kroner
Udgivet af Selskabet for Dansk Skolehistorie,
Odense Universitetsforlag
Kirkesanger og Landsbyorganist
Af Henning Bro Rasmussen
399 sider, 300 kroner
Institut for Æstetiske Fag og Mediepædagogik,
Danmarks Lærerhøjskole, Selskab for Dansk Skolehistorie, Odense Universitetsforlag
Man siger, at der kan skrives tykke bøger om det, man ikke ved. Og selvom kun den ene af de to nyeste udgivelser fra Selskabet for Dansk Skolehistorie er en tyk bog, så behandler begge bøger vægtige emner, som nok de færreste kender til.
I 1840'erne dukkede fortsættelsesskoler op på landet. På skolerne blev bønderkarlene undervist i den nyeste landbrugskundskab, og de fik forbedret deres færdigheder i regning. På enkelte skoler var der også kurser til piger. Pengene til skolernes drift skaffedes i et samarbejde mellem lokale og kræfter i hovedstaden. Det var blevet fashionabelt at investere i bøndernes uddannelse. Kun en enkelt, nemlig Bruunsminde Fortsættelsesskole på Næstved-egnen overlevede århundredet.
A. Strange Nielsen behandler denne skole mest udførligt, men der er også blevet plads til gennemgang af syv andre fortsættelsesskoler, spredt over hele landet, samt en indledning, hvor linierne trækkes tilbage til oplysningstidens begejstring for de nyttige og praktiske kundskaber.
Men almuen skulle ikke kun kunne bruge hænderne eller hovedet - den skulle også lære at synge. Om dette handler afdøde studielektor Henning Bro Rasmussens store undersøgelse. Skolen fik med skolereformerne i begyndelsen af det 19. århundrede en central rolle i opdragelsen af almuens stemmer. Der skulle synges med alvor og højtidelighed - og man forstår, den dybere mening af ordet 'unoder'. Efter datidens opfattelse var det mere skrål, man hørte i kirken - og man kunne aldrig vide sig sikker på melodien. I skolen skulle børnene lære salmesang. I kirken skulle skolelæreren både forestå sangen og gerne også bemestre orglet - forudsat at kirken havde et sådant.
I slutningen af 1950'erne afvikledes kirkesangeruddannelsen.
I 1859 etableredes en sanginspektion og Bro Rasmussen følger inspektørerne på deres rejser til landets seminarier for at bivågne undervisning og eksamen. Der klages over snøvleri og dårlig sangundervisning - men med udgivelsen af en serie af statsautoriserede koralbøger begyndte forholdene at bedre sig.
Bogen tager læseren helt op til 1994, da den præliminære organistprøve blev afskaffet ved seminarierne.
'Kirkesanger og Landsbyorganist' er en forrygende interessant og underholdende bog om et 200-årigt opdragelsesprojekt i kirkens og statens tjeneste. Man kan ikke fortænke Kirke- og Undervisningsministeriet i at have ønsket at støtte udgivelsen af dette værk, som endnu en markering af ministeriets 150-års jubilæum.
Endelig bør det tilføjes at begge bøger optræder i et layout, som er både smukt og læservenligt.
Ning de Coninck-Smith
Jubilæumsskrift
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.