Forlaget oplyser, at denne lille opslagsbog, der er skrevet af studievejlednings grand old man, Jakob Lange, indgår i serien "Ret og Rimeligt". Og det første spørgsmål, man i grundskoleregi efter en hastig skimming nok vil stille sig, er da også, om det overhovedet vil være rimeligt at indkøbe en sådan bog, der henvender sig til unge på gymnasialt niveau.
Umiddelbart er svaret nej. For hvad skal 15-16-årige skoleelever dog med gode råd om sabbatår og højskoleophold og oplysninger om specifikke adgangskrav og kvotesystemer på universiteterne? Eller råd om realkompetencevurdering og dispensationsmuligheder?
Men når anskaffelse til 8.-9.-klasse-niveau alligevel kan komme på tale, hænger det sammen med bogens gode blanding af snusfornuftige refleksioner over de svære studieretningsvalg, interesser og beskæftigelsesmuligheder – og stribevis af konkrete eksempler på, hvad det overhovedet indebærer at studere. Og hvor tidligt det egentlig ville være godt at vide, hvad man vil studere – og hvorfor. Da kun de færreste jo ved det, vil det faktisk være af værdi tidligt at blive bevidst om, at man for eksempel gennem suppleringskurser alligevel kan skaffe sig adgang til sit drømmestudium, selvom man som 16-17-årig skulle have valgt nogle fag på et for lavt niveau. Tilsvarende vil rådene om studieteknik og fordelene ved studiegrupper – og om at tøjle sin lyst til at fuske med sine skriftlige opgaver i disse Google-fristende tider – let kunne parallelforskydes til aktuelt brug og til forberedelse på ungdomsuddannelserne og livslang læring.
Det mundrette og ligefremme sprog taler også for det rimelige i at købe et eksemplar eller to.
Jeg skal studere
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.